Triers første interview i tre år: De vigtigste konklusioner

Triers første interview i tre år: De vigtigste konklusioner

Det er et scoop af de helt store, Politiken lancerer i lørdagens avis. Efter tre års frivillig tavshed – anlagt i kølvandet på hans misforståede nazi-udtalelser på Cannes-festivalen i 2011 – giver Lars von Trier sit første interview.

Og over for avisens journalist Nils Thorsen, der for tre år siden skrev bogen ’Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier’, kommer den danske mesterinstruktør og enfant terrible med adskillige opsigtsvækkende udmeldinger.

Vi kommenterer de vigtigste.

1. Trier er tilbage!
Den vigtigste takeaway fra interviewet er også den mest banale, nemlig den at Lars von Trier igen udtaler sig i offentligheden. På Venedig-festivalen tidligere på året varmede han op ved at udtale sig gennem Stellan Skarsgård, og nu går han omsider hele vejen, og med vanlig dramatik: Et knusærligt interview og en billedside (og video), hvor han barberer sig skaldet.

Han har selv sat pris på tavsheden, ligesom hans modstandere – og dem er der tilsyneladende en del af, at dømme efter kommentarsporet på Politikens Facebook – sikkert ikke har savnet ham. Men Trier er ikke en af den slags kunstnere, hvor værkerne skal tale for sig selv. Han har altid været en farverig, provokerende, underholdende figur i den offentlige debat, om han så har langet ud efter andre danske instruktører (se punkt 5) eller iværksat politiske stunts, som dengang han optrådte med rød maling hældt ud over sig i protest mod Anders Fogh Rasmussen og den danske krigsdeltagelse.

Lars von Trier er tilbage som en stemme i dansk kulturliv – og så meget desto bedre.

2. Alkohol og stoffer som kunstkatalysator
Den mest opsigtsvækkende afsløring i interviewet er naturligvis, at Trier har skrevet de fleste af sine film i en rus af alkohol og et ikke nærmere defineret euforiserende stof – og at det har udviklet sig til et livstruende misbrug. For sin egen og sin families skyld er han derfor gået i AA, og han har nu været ædru i 90 dage.

At Lars von Trier har haft en så stærk forkærlighed for alkohol er overraskende hvis ikke ligefrem chokerende. I Niels Thorsens portrætbog fremgår det, at Trier også efter eget udsagn får lige lovlig meget rødvin indenbords, og han har da heller ikke været bleg for at indrømme – hvilket han gentager i det nye interview – at 2011 var første gang, han stillede op til et pressemøde i Cannes ædru. Det skulle han aldrig have gjort.

Der har desuden floreret rygter i branchen om, at Trier har været glad for euforiserende stoffer, men at hans brug har været så omfattende – og et meget systematiseret værktøj til at skrive manuskripterne og kapere optagelserne – er nyt. Som Trier selv er inde på i interviewet, rejser det selvfølgelig en diskussionen om rusens tvetydige kapacitet til at frembringe kunsten og nedbryde kunstneren.

3. Er Trier færdig som filminstruktør?
Trier tvivler på, om han i sin nye ædru tilstand er i stand til at lave film – og om han er i stand til at lave gode film. Han har ikke fået den promilleløse åbenbaring, han havde håbet på, fortæller han.

Men før vi lægger hans karriere helt i graven, skal det også bemærkes, at han direkte adspurgt svarer: »Jeg kommer vel til at lave film«. Og andet er – ærlig talt – også svært at forestille sig. Trier har også tidligere lavet film med udgangspunkt i sine egne livskriser. Han havde en dyb depression i perioden omkring ’Direktøren for det hele’ i 2006, og både ’Antichrist’ og ’Melancholia’ handler for så vidt om denne depression, især skildret gennem henholdsvis Charlotte Gainsbourg og Kirsten Dunsts karakterer.

Uden at skulle forklejne den nedtrykte tilstand, han befinder sig i lige nu, har Trier en så nysgerrig og klartseende hjerne, at den konstant frembringer ideer. Trier har aldrig været Terrence Malick-kunstnertypen, der laver en enkelt film per årti. Han har altid været en produktiv herre, og ud over sine 13 spillefilm på 20 år har han været involveret i et utal af kreative projekter, fra tv-programmer til manuskripter for andre.

Alene hans beskrivelser i interviewet af Anonyme Alkoholikere – og hans egen manglende evne til at kravle op af de 12 trin, fordi han ikke tror på Gud – kunne jo danne udgangspunkt for en spændende film. Om ikke andet er ædrueligheden et nyt benspænd, og det ville da heller ikke overraske, hvis hans næste projekt netop kommer til at kredse om hans nuværende tilstand på den ene eller anden måde.

4. Men hvad med tv-serien?
Det har tidligere været annonceret, at Trier arbejder på tv-serien ’The House That Jack Build’, men i interviewet fortæller han, at han stort set kun har titlen. Han kommer dog med denne kommentar:

»Det er et hus, Jack har bygget, men Jack er der ikke. Ligesom når suppen står varm tilbage på bordet. Jeg forestiller mig det som en metaserie, hvor der også er en historie om mig, der instruerer nogle til tider vrangvillige skuespillere«, siger han, men spørger så sig selv, om det er lidt populistisk at kaste sig over tv-formatet nu her, hvor alle andre gør det.

Trier har aldrig været bleg for at springe fra annoncerede projekter (vi fik aldrig ’Wasington’, tredje film i kridtstregstrilogien efter ’Dogville’ og ’Manderlay’). Det er derfor stærkt usikkert, om vi nogensinde kommer til at se Triers tv-comeback efter ’Riget’.

Læs om kollegatilsvining og ’Nymphomaniac’ på næste side.

5. Konturerne af kollegatilsvining
Lars von Trier har aldrig været bleg for at lange ud efter sine danske kollegaer, hvilket har været både forfriskende og opsigtsvækkende i en branche, hvor folk ofte går til hinanden med fløjlshandsker (offentligt, i hvert fald). Hans angreb på Zentropa-kollegaen Susanne Bier har været velkendte og hyppige (engang låste han hende sågar inde i klipperummet), og i Politiken-interviewet lægger han også kimen til, hvad vi måske kan vente os af hans nyfundne offentlige tilstedeværelse.

Han nævner ingen navne, men langer flere gange ud efter instruktørkollegaerne, ikke mindst dem på Zentropa, som når han siger:

»Det er værre, hvis jeg finder en eller anden glansbilledgud og laver små muntre og specielt opbyggelige film med en lykkelig slutning. Og det værste, jeg kan forestille mig, er den slags film, som i rigt mål bliver lavet af andre af landets instruktører. Så hellere lave noget fuldstændig uforståeligt«.

6. Intet nyt under Nymphomaniac-solen
Et glædeligt resultat af mundkurven var ifølge Trier, at han ikke behøvede udtale sig om ’Nymphomaniac’. I interviewet fortæller han, at filmen i høj grad var bygget op om lysten til at lave en fortælling, der stak af i vidt forskellige retninger, de såkaldte digressioner. De intellektuelle tolkninger om, hvordan filmen handler om kampen mellem menneskets natur og intellekt, køber han ikke rigtigt – måske fordi han er for klog til at tolke på sine egne film, måske fordi kunstnerens skabelsesproces nogle gange er mere simpel, end andre gør dem til.

Der er således ikke meget nyt at komme efter, når det handler om ’Nymphomaniac’, for også historien om, hvordan filmen blev til ved, at Trier gav Aalbæk valget mellem to film, som han kun havde titlerne på – ’Lort i liggesåret’ og ’Nymfomanen’ – har været bredt beskrevet tidligere.

Det samme gælder Triers tilbageblik på nazi-udtalelserne i 2011. Det er nemlig værd at ihukomme, at Trier ikke gav sig selv mundkurv på lige efter skandaleudtalelserne. Det skete først, da han blev politianmeldt og stod over for truslen om at blive udleveret til Frankrig – og han gav således adskillige interviews forinden, hvor han tilsvarende forklarede, hvordan hans udtalelser bundede i, at han i mange år troede, hans far var jøde, men på sin mors dødsleje fandt ud af, at hans rigtige far var tysker. Det blev til bemærkningen: »But then I found out, I was actually a Nazi«.

7. En mild omskrivning af myten Trier
Nils Thorsen, manden bag Politikens interview, har opbygget et personligt forhold til Trier, efter han skrev bogen om og med ham i 2011. Bogen er et ekstremt velskrevet og helt uomgængeligt indblik i Triers liv og tankeværk, men de nye oplysninger om omfanget af Triers brug af alkohol og stoffer sætter i en vis grad bogen i et nyt lys.

Man kan selvfølgelig have al muligt sympati for, at Thorsen har villet beskytte Triers hemmelighed, men det er alligevel en temmelig stor udeladelsessynd i en bog, der går så personligt til værks. Det kan hurtigt blive beskidt at hænge andres misbrug til offentlig tørre, men her har det haft direkte indvirkning på den kunst og den kunstners virke, som det er bogens ærinde at beskrive.

Det, Thorsen ellers gør så glimrende, er at give en forståelse for grundsplittelsen mellem kunstneren Lars von Trier og den helt almindelige, lidt nørdede familiefar Lars Trier, som også præsenteres i det nye interview. Mange tror, Trier er én stor, opblæst selviscenesættende kunstner, men enhver der har set videoer fra de seneste år, hvor han har optrådt med kronisk rystende hænder, vil vide, at Triers psykiske problemer er så ægte, som de bliver.

Thorsens billede af mennesket Trier står selvfølgelig stadig stærkt. Men bogen må i lidt højere grad end før ses som en forstærkelse af myten Trier – eller i hvert fald af det billede, som instruktøren selv har ønsket at videregive på det givne tidspunkt.

Nu er der bare tilbage at håbe, at Lars von Trier ikke – en tanke, interviewet til slut leger med – segner helt hen på stranden som en anden Gustav Aschenbach i ’Døden fra Venedig’. God bedring, Lars. Vi glæder os til at se din næste film.

Læs også: ‘Riget’ 20 år: Den store historie om Triers kultserie – fortalt af hovedpersonerne selv

Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af