‘The Old Man’: Jeff Bridges’ dræbermaskine slås som en bedstefar i ny serie – og det er ret fedt
Hvor ville det være fantastisk at blive gammel og stadig have den samme styrke, de samme reflekser og de samme evner med en sniper-riffel, som man havde som ung.
Så heldig har den aldrende Dan Chase tilsyneladende været i serien ’The Old Man’.
Efter adskillige års æbler med lommekniv, der hvor havet slår ind over molen, haler hans fortid som CIA-forræder nemlig ind på ham. Uden varsel må han flygte fra alskens snigmordere og kampdroner, mens han forsøger at holde sin hemmelige datter i live.
Samtidig må hans gamle ven, FBI-manden Harold Harper (John Lithgow), trække sig fra sin stille tilværelse for at jage Chase – der selvfølgelig kun er hans dæknavn – på tværs af landet og optrevle den mystiske, storpolitiske konflikt, de begge var involverede i tilbage i 80’erne.
På mange måder er serien en slags machofantasi om den kompetente action-alderdom, som er meget langt fra virkelighedens oplevelse af at blive gammel.
Det kunne nemt have virket plat at se Chase i Jeff Bridges’ 72-årige skikkelse nakke stribevis af 25-årige soldater så let som ingenting. Men selvom han bestemt får myrdet en pæn mængde unge mænd i ’The Old Man’, er der ikke noget let over det.
Hver gang den aldrende dræber skal i arbejdstøjet igen, er det med alle de knirk og støn, der hører med, når et rustent maskineri skal køre på fuldt drøn. Hvert slag og hvert kvælertag kræver en kraftanstrengelse for Chase, som bruger op mod 20 minutter på at rode rundt på gulvet, inden han endelig får aflivet sin fjende, selv med hjælp fra sine ekstremt veldresserede kamphunde.
Voldssekvenserne snegler sig afsted, og det er både fascinerende og uhyggeligt at se en mand være nødt til at tage pauser undervejs i en dødskamp.
Scenerne bliver kun vildere, når man ved, at Jeff Bridges næsten døde af en kombination af corona og kræft under indspilningen og kun kunne stå op i knap et minut ad gangen.
Selv en toptrænet mordmaskine bliver slidt, og ’The Old Man’ er heller ikke bange for at dykke ned i de uhyggelige og tragiske dele af alderdommen.
Da vi først møder Chase i hans otiumeksil, frygter han panisk for den sindsnedbrydende sygdom, som slog hans kone ihjel, og hans efterhånden foruroligende glemsomhed tyder på, at det er begrundet. Og første gang vi møder John Lithgows livstrætte Harper, er han bare en gammel mand, der hulker trøstesløst over sin søns død.
Både Lithgow og Bridges er ualmindeligt fængslende selskab. Især Bridges’ sløve repliklevering er hypnotisk, fordi man hele tiden er i tvivl om, hvor meget hans desorienterede bedstefar-persona bare er et dække for hans virkelige identitet, og hvor meget han faktisk er i opløsning.
Sværere er det at blive suget ind af det storpolitiske, men ret banale mysterium om Chases involvering i den afghansk-sovjetiske krig.
I en række flashbacks møder vi Chase og Harper som unge, og selvom de ligner godt, og især den unge Harper lyder uhyggeligt meget som en ung John Lithgow, er det en flad fornemmelse at se Chase lege Lawrence of Arabia, omgivet af vrede afghanere i mørk belysning.
Historien tager for alvor fart, da Chase forelsker sig i den ensomme Zoe (Amy Brennemann), som ejer et af hans skjulesteder.
Under et bedårende første stævnemøde viser Bridges sig fra sin mest charmerende side og flirter med stor forsigtighed og følsomhed.
Men det er også igennem Zoe, vi ser en uhyggelig side af Chase. Den egenrådige machomand, der uden tøven smider sin nye elskede om i bagagerummet mod hendes vilje, da snigmorderne kommer for tæt på.
Fire afsnit inde ser det ud til, at Chase må acceptere, at også han har brug for hjælp, og det er en begavet vej at gå i seriens voldelige alderdomsfortælling. For selv den stærkeste familiefar bliver på et tidspunkt så gammel, at det er ham, der skal passes på.
Kort sagt:
Jeff Bridges er hypnotiserende som aldrende dræbermaskine, der langsomt og knirkende mejer lejemordere ned på stribe, selvom seriens storpolitiske mysterium er lige kedeligt nok.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.