Adele har været et af de største navne i musikbranchen i henved 14 år, men alligevel er det åbenbart ikke alle, der kan finde ud af at udtale hendes navn.
Under en nylig Q&A med sine fans i anledning af den nye musikvideoe til ‘I Drink Wine’ kom emnet op, da moderatoren havde været i tvivl om, hvordan man sagde det rigtigt.
Omkring 21:45 i videoen fortæller Adele således, at den rigtige måde at udtale navnet på er »Uh-Dale« med tryk på anden stavelse snarere end »Ah-dell«.
Noget tyder på, at det også hjælper på udtalen, hvis man har en tyk cockney accent.
Det er ikke første gang, at en musikers navn er blevet udtalt skævt hele deres karriere. For nyligt kunne Chad Kroeger fra Nickelback fortælle, at hans navn faktisk udtales med en lang u-lyd ligesom gyserskurken Freddy Krueger.
Adele udgav sidste år sit fjerde studiealbum ’30’, som vi kårede til et af årets bedste.