Det er efterhånden fem år siden, man sidst har set noget til den populære ‘Pirates of the Carribbean’-franchise, og det er der flere årsager til.
Dels har coronapandemien haft sit at sige, men også retssagen med franchisens ubestridte superstjerne Johnny Depp har haft sat produktionerne på pause.
Allerede tilbage i 2020 gik snakken om, at der ville være to film på vej – en spinoff med Margot Robbie og så den sjette film i rækken.
I et interview med Vanity Fair fortalte Robbie dog, at hun ikke regnede med det blev til noget, da Disney ikke var frisk på hendes vision for filmen:
»Vi havde en idé, og vi udviklede den for noget tid siden, lang tid siden, om at have en lidt mere kvindedrevet historie– ikke hundred procent kvindedrevet, men bare en anden slags historie – som vi tænkte, ville være ret cool, men det lader til, at de ikke har lyst til at gøre det«, fortalte Robbie.
Men nu bliver det sandsynligvis til noget alligevel, forlyder det fra franchisens producer Jerry Bruckheimer i et nyt interview med Collider.
»Jeg tænker, at manuskriptet vil være færdigt på et tidspunkt«, fortæller Bruckheimer. »Vi har udviklet to forskellige historier til ‘Pirates’, og vi starter med den ene først, så det er den, vi arbejder på at blive færdig med«.
Hvorvidt det bliver med eller uden Margot Robbie, er dog ikke til at sige. Siden den 32-årige australier startede sit eget produktionsselskab LuckyChap, har hun haft temmelig frit lejde for at vælge hvilke roller, hun gerne vil spille.
Hun har i hvert fald en masse på programmet i form af en ‘Ocean’s 11’-prequel og hendes rolle i DCU samt næste års imødesete ‘Barbie’.