‘Terrifier 2’: Vanvidsgyser er ikke en film – det er en forlystelse
Art the Clown er tilbage i en ny omgang grotesk slashergys, der nok mest af alt kan sammenlignes med den mest angstprovokerende, brækinducerende forlystelse, du kan komme i tanke om.
Ligesom en tur i Det Gyldne Tårn resulterer det i en oplevelse, der består af en god blanding af masochisme, fryd og frygt. Man er ganske vist lidt forvirret bagefter, og måske burde man spørge sig selv om, hvorfor den slags morbid underholdning er så tiltrækkende, men den unægtelige konklusion må dog være, at ’Terrifier 2’ er hypnotisk underholdende.
Man skal dog vide, hvad man går med til, når man køber en billet til Damien Leones vanvidsfilm. Det er ikke ’Midsommar’, det er ikke ’The Witch’ – det er ikke engang ’Halloween’.
’Terrifier’-serien er en genre for sig (en »MegaSlasher«, hvis man skal lytte til Mike Flanagans storrosende respons), som må måles på helt andre parametre, end hvad vi er vant til. Dens primære eksistensgrundlag er at forarge på så morbid vis som overhovedet muligt – jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at den gør en kunstform ud af det.
En dybt, dybt foruroligende kunstform, ganske vist, men man kan ikke lade være med at beundre håndværket.
Den omkringliggende historie er blot vinduespynt, der får de flåede og opsplittede lig undervejs til at virke desto mere forstyrrende, da man bliver lullet ind i en vag illusion om, at man egentlig bekymrer sig om dem. Men i realiteten sidder man bare og glæder sig til filmens næste blodige set piece.
Og her bliver man sjældent skuffet. ’Terrifier 2’ indeholder scener, der er så forbavsende ulækre og kreative, at det intet under er, at den allerede har fået et ry for at jage sine tilskuere ud af salen – enten for at dåne i gangen eller kaste op på toilettet. Man skal selvfølgelige tage disse historier med et gran salt, da det jo er forrygende marketing, men der bliver bestemt begået nogle kvalmende likvideringer i denne film.
Vinduespynt eller ej er det nok værd lige at komme ind på den såkaldte historie, der er filmens svageste punkt. Ligesom de foregående film i serien udspiller begivenhederne sig på Halloween. Denne gang følger vi teenageren Sienna (Lauren LaVera) og hendes lillebror Jonathan, der bliver forfulgt af den tavse, mimende seriemorderklovn, der som en anden julemand fra helvede bærer rundt på en skraldesæk fyldt med diverse knivskarpe (og rustne) redskaber, som han gør hyppigt brug af i løbet af filmens næsten to en halv times spilletid.
Der er hverken noget originalt eller forbløffende over plottet – ikke til den positive side i hvert fald, men Leone har da sneget en profeti ind i manus, som giver lige præcis nul og niks mening. Det er nok et forsøg på at worldbuilde og skabe en form for lore i Art the Clown-universet, men det er så tyndt og ubegrundet, at det burde være blevet sakset, længe før de begyndte at filme.
Filmens karakterer er et kæmpe spring op i kvalitet og substans fra foregående film, men i ’Terrifier’ satte Leone altså også barren så umådeligt lavt, at det faktisk ikke siger det store. Vi får dog denne gang en reel hovedperson – med en reel personlighed – og det er tydeligt at se, at Leone ikke udelukkende bruger filmen som én stor undskyldning for at praktisere makabre special effects.
Og godt nok er Sienna ikke ligefrem nogen Ripley, men man sympatiserer med og hepper på hende hele filmen igennem, og det er mere end, man kan påstå om mange andre hovedrolleindehavere i slasherfilm.
Det kræver et åbent (og hærdet) sind at sætte sig ned og se ’Terrifier 2’, ikke mindst fordi man skal kunne se igennem fingrene med den lidt ujævne historie, et påduttet profeti-plot og nogle alt, alt for lange sekvenser (filmen varer omkring en time mere end din run of the mill-gyser), men også fordi man skal kunne acceptere præmissen:
Det her er ikke en film, det er en forlystelse. Det er et rædselskabinet. Det er en udfordring til seeren. Og det er et kærlighedsbrev til praktiske effekter og slashergenrens storhedstid.
Det er underholdning på det mest forskruede og voyeuristiske niveau – og jeg vil gerne be’ om mere, tak.
Kort sagt:
’Terrifier 2’ er så klam og makaber, at det minder mere om to en halv time i Det Gyldne Tårn end en tur i biografen. Men det er altså et turpas, jeg med glæder køber!