Soleima rammer et lyrisk sweetspot mellem Medina og The Minds of 99 på ’Nationens skrammer’
Man kan ikke kalde Soleima for et nyt navn på den danske musikscene. Sarah Mariegaard, som hun egentlig hedder, slog allerede sine tidlige musikalske folder i det eklektiske genreeksperiment Flødeklinikken i starten af 10’erne og søsatte sidenhen en solokarriere med engelsksprogede quirky pophits som ’Breathe’ og ’Cheers for the Tears’.
Alligevel er det som om, at Soleima med sit tredje – og første dansksprogede – soloalbum, ’Nationens skrammer’, fremstår som en ny og forbedret version af sig selv.
Ikke bare fordi det hele nu foregår på modersmålet, men fordi hun har lagt fortidens synthtunge radioproduktioner fra sig til fordel for en samling kyndigt konstruerede og bundærlige sange med smukke melodier og tekster, der balancerer hårfint mellem jordnær oprigtighed og ophøjet poesi.
Vi får et mere akustisk lydbillede fyldt med soniske detaljer og modsætninger. Albummet markerer tydeligt overgangen til en ny og mere organisk tilgang i Soleimas sangskrivning og historiefortælling, der skinner lysere end nogensinde før.
Allerede på intronummeret, der meget passende har titlen ’Livet begynder’, eksisterer selvindsigt side om side med lommefilosofi i linjer som »Det er ikke fordi, det er synd for mig / og heller ikke fordi jeg vil gå fra dig / men timerne de løber, livet slår fra sig«.
Sætninger jeg både kunne høre komme fra Medina og Niels Brandt – og hvis det ikke er et lyrisk sweetspot at ramme i dansksproget pop, så ved jeg snart ikke hvad.
Det samme gør sig gældende på ungdomsoden ’Leger med ild’, hvor der ryges Kings og drikkes billig gin på kantstene. Alt sammen over et smukt afbalanceret lydbillede med rumklang og glitrende guitarakkorder på den ene side og hurtigt fingerspil og shufflende trommer på den anden.
Og på den måde kunne jeg gennemgå langt de fleste af albummets ti sange, for der er gyldne momenter overalt.
Såsom når Soleima og Lord Siva smelter sammen i nye vokale lufthøjder i den rørende simple ballade ’Kanterne’, når en smuk melodilinje i ’På vej’ underbygges af både storladne strygere og afgrundsdyb sub-bass, eller når der på intermezzoet ’Nannas sang’ undskyldes på forhånd til Mariegaards egen datter, som hun var gravid med under tilblivelsen af albummet.
Min eneste anke er faktisk to sange, der lider under samme problem: Tekster, der ikke når resten af albummets høje niveau til sokkeholderne.
’Penge på lommen’ – med en undervældende visit fra Artigeardit – virker nærmest blåøjet med sit budskab om, at vi skal huske at bruge penge, så vi kan komme »ud at svæve«. Samme overfladisk positive energi præger ’Kold krig varm luft’, hvor velmenende intentioner drukner i ordspil som »at spille hjerterfri, så sangen ender som et halvbagt aktivistisk indspark.
Soleima kan sagtens spidde verdenssituationen meget skarpere. Titelnummeret kan vel næsten beskrives som en moderne folkevise, der klinger Pia Raug’sk, og rummer albummets bedste moment med en tekstbid, som perfekt indkapsler den apatiske følelse, mange af os sidder med, når nyhederne annoncerer den seneste historiske krise:
»Hør mit tv giver en lammer, mens det overfalder med nationens skrammer / Jeg er som en hulske, mens jeg ammer /og bliver usårlig som et slag, der aldrig rammer«.
Det er tekster som denne og det detaljerige lydbillede, der giver dig lyst til at lytte igen og igen.
Kort fortalt:
Soleima holder et tårnhøjt musikalsk og lyrisk niveau på sit første dansksprogede album, hvor teksterne rammer et sweetspot mellem Medina og The Minds of 99.