TikTok har fjernet et klip, hvor en person, der ligner og lyder som Joe Rogan, promoverer et præparat til mænd, som efter sigende skulle fremme ens seksualdrift.
Videoen er blevet bandlyst fra platformen, da det ikke er den ægte podcastvært, men derimod en deepfake, skriver Mashable.
Her er Rogans udseende og stemme blevet genskabt uden hans samtykke og derefter misbrugt til at gå viralt for at promovere produktet Alpha Grind.
Klippet viser angiveligt Rogan i sit podcaststudie med Andrew D. Huberman, en anden populær podcastvært som gør sig i sundhed, hvor de to taler om præparatet, og hvordan det kan stimulere testosteron hos mænd.
Samtidig guider Rogan udførligt til, hvordan man kan finde det på Amazon, og hvordan andre brugere tilsyneladende har rost det til skyerne.
Men det hele er altså falsk, og klippet samt brugeren, der oprindeligt uploadede det på TikTok, er nu blevet bandlyst for at overtræde platformens indholdspolitik for misinformation.
Som Mashable bemærker, har videoen dog formået at snyde en del brugere, og det var først, da Huberman gjorde opmærksom på, at der var tale om manipuleret indhold, at folk indså, at de var blevet snøret.