»En støttesang fungerer først, når man støtter«, lød det i starten af måneden, da 15 af landets største musiknavne udgav ‘Alle kender nogen’.
Dengang udkom støttesangen, der er en del af kampagnen Knæk Cancer, ikke på Spotify eller andre streamingtjenester, men kunne kun høres, hvis man donerede et valgfrit beløb på AlleKenderNogen.dk.
Nu er ‘Alle kender nogen’ ude overalt, dagen inden indsamlingsshowet ‘Knæk Cancer – et show for sagen’ løber af stablen i Royal Stage i Hillerød.
Sangen tæller bidrag fra blandt andre Annika, Mas, Ozzy, Mille samt søstrene Ella Augusta og Lea Romea. Desuden medvirker navne som Sanne Salomonsen og Thomas Helmig.
‘Alle kender nogen’ er skrevet af Soleima, Thomas Helmig og Emil Falk og fungerer desuden som Knæk Cancers første officielle støttesang.
Lyt til ‘Alle kender nogen’ herunder.
