’Kysset’: Er Esben Smed ved at blive Bille Augusts Leonardo DiCaprio?
Fra ’Pelle Erobreren’ til ’Lykke-Per’. Fra ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ til ’Åndernes Hus’.
Bille August arbejder muligvis på at filmatisere hele sin bogreol.
Med ’Kysset’ er turen nået til østrigske Stefan Zweig. Det er mesterforfatteren, især kendt for ’Verden af i går’, hvis nostalgiske univers i filmregi inspirerede Wes Andersons vidunderlige ’The Grand Budapest Hotel’. Zweigs såkaldte ’Skaknovelle’ blev også filmatiseret i 2021.
Bille August har grebet ud efter ’Hjertets Utålmodighed’ fra 1939. Den skal som en ordentlig dansk film naturligvis hedde noget i ental bestemt form, og derfor får vi nu ’Kysset’.
Esben Smed er muligvis ved at blive for Bille August, hvad Leonardo DiCaprio har været for Martin Scorsese i det nye årtusinde. Den danske skuespiller fik en kæmperolle som ’Lykke-Per’, og i ’Kysset’ spiler han Anton, en ordentlig, anstændig kadet med sideskilning og idealer om at genoprette sin families ære, efter hans far er stukket af sammen med en anden kvinde.
Anton er sekondløjtnant på Næstved Kaserne, året er 1914, idet filmens begivenheder tager fart. Stefan Zweigs univers er ofte forbundet med en slags uskyldig sødme og en verden af i går, som snart skulle blive skudt sønder og sammen i Første Verdenskrig. Zweigs historie er i ’Kysset’ omskrevet af Bille August selv til danske rammer, men er fortsat placeret i samme tidsperiode som romanen.
Under en øvelse i det grønne får Anton øje på Baron von Løvenskjold (Lars Mikkelsen med stok, voldsomme øjenbryn og missende øjne), hvis automobil sidder fast i mudderet. Den unge officer hjælper aristokraten ganske uegennyttigt. Den gamle patriark får færten af en svigersøn og inviterer ham hjem på sit slot, hvor Edith (Clara Rosager) er datteren i huset og er flankeret af kusinen Anna (Rosalinde Mynster).
Førstnævnte er lys i hud og hår, uskyldsren og skrøbelig, Anna er mere forførerisk og hemmelighedsfuld. Det er sidstnævnte, Anton først bliver draget af, men det er til godsets datter, at han udvikler et kompliceret forhold. Edith er lam fra livet ned efter en rideulykke på sin 18-års fødselsdag. Faren er selv syg og ødelagt af dårlig samvittighed: Det var ham, der som stutteriejer forærede sin pige hesten.
Snart bliver Anton rullet ind i et romantisk drama, hvor medlidenhed, fejhed og stolthed er ingredienserne i lige så høj grad som begær og kærlighed. Det er egentlig huslægen Dr. Faber (David Dencik), der skal bistå med at helbrede den unge godsejerdatter og give hende brugen af sine ben tilbage.
Men Anton får en større rolle end ventet af ham selv. Han kommer fra beskedne kår, er omgivet af rigsmandsønner på kasernen i Næstved, men han får på godset mulighed for social opstigning af baronen, der fornemmer en opblomstring hos datteren ved Antons blotte tilstedeværelse.
Men hvor ordentlig og god er Anton egentlig selv? Er han til syvende og sidst bedre end faren, der løb sin vej? Tidligt i filmen er han på øvelse på hesteryg, og en hest brækker et ben og må aflives. Anton kan ikke magte at udføre drabet på dyret selv, men må overlade det til en af de andre officerer.
Et tegn på godhed eller på menneskelig svaghed? Romanforlægget indeholder en spændende overvejelse over, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske, og vi må i løbet af filmen tage vores indledende rygmarvsreaktioner omkring Anton til revision.
Som Lykke-Per kender Esben Smed til at skulle puste liv i en kompleks romanfigur. Han har også givet den som Hamlet på Det Kongelige Teater, og det er med en vis sørgelig afmagt, vi følger hans deroute fra dukset kadet til selvdestruktiv soldat.
Som ofte med Bille August er ’Kysset’ holdt i ofte overdådige billeder, især dem fra Løvenskjold-godset, hvor guldindrammede malerier, lysekroner, stearinlys og overdådige kniplingskjoler skaber en atmosfære af ophøjet fortid.
’Kysset’ er en ganske medrivende historie om at stå på kanten til en af verdenshistoriens afgrunde og indse sin egen mangel på formåen, og det er svært at sætte en finger på, hvor det egentlig er, der mangler noget. Alt er klippet, iscenesat og klædt på, så det fungerer. Alligevel er der en korset-agtig stivhed. En historisk dansk film som ’Du som er i himlen’ fik mig i højere grad til at føle, at jeg var trådt ind i datidens Danmark, ikke bare i en slags semi-idealiseret forestilling om, hvordan det mon har været at leve dengang.
Alt ligner ned i detaljen i ’Kysset’, alligevel er der et eller andet, der bare ikke føles rigtigt troværdigt – heller ikke selvom alle her er Des, og obersten på kasernen siger ’træd af’, så man kan høre f’et.
Bille August instruerer med en driftssikker konservatisme, der gør, at intet for alvor mislykkes. Men fraregnet et par enkelte scener til sidst, hvoraf en af dem rummer nærmest Lars von Trier-agtig dødspatos og melodrama, så er der noget småkedeligt ved den redelighed og ordentlighed, den danske Oscar- og Cannes-vinder går til også denne historie med.
Når det hele er fortalt så regelret, kan selv synet af en smuk overklassedatter siddende ved en lysende sydsjællandsk skovsø blive kedelig som Høje Taastrup Station.
’Kysset’ er blevet endnu et pænt og hyperkorrekt periodestykke, der samvittighedsfuldt forpagter det nordiske alvorsdrama. Bille August har et flot katalog af højdepunkter, hvoraf flere er centrale danske film.
Næste gang han går på jagt i bogreolen efter et nyt filmprojekt, må han gerne finde noget at filmatisere, hvor det hele, trods alt, bliver lidt mindre efter bogen.
Kort sagt:
’Kysset’ er klassisk Bille August: En lødig romanfilmatisering med smukke billeder og en generel fornemmelse af at være efter bogen på mere end ét plan. Men den kan meget hurtigt ende som en glemt metervare i den produktive danskers store katalog.