Hvis du tror, at Facebook er ved at dø, så kan du godt tro om igen – det siger firmaet nemlig selv.
I et blogindlæg understreger Tom Alison, det sociale medies direktør, at platform nyder godt af mere end to milliarder aktive brugere, hvilket tilsyneladende er en ny rekord.
»Facebook har fået en fremragende start på året. Ulig hvad andre siger, så er Facebook hverken dødt eller ved at dø, men er derimod i live og trives«, skriver Alison.
Mere spændende er det dog, at der i indlægget også gemmer sig nogle interessante detaljer om fremtiden for Facebook, heriblandt nye opdateringer, som introduceres løbende i den kommende tid.
Således er det måske snart slut med at have Messenger-appen separat installeret på din mobil, da Facebook lige nu tester beskedfunktionen i selve Facebook-appen.
Er du typen, der var aktiv på Facebook tilbage i 2014, kan du måske huske, at Messenger faktisk var integreret i den primære app, inden chatfunktionen fik sin egen app.
Dette gjorde det markant nemmere at deaktivere en Facebook-profil og dermed kun have en profil til selve Messenger, og man kunne frygte, at det nye tiltag ruller denne mulighed tilbage.
Facebooks træk mod at samle flere funktioner i én app kan ses som et forsøg på at indhente TikTok, der lader brugerne dele indhold og chatte løs på en og samme platform frem for at skulle downloade alskens forskellige apps.
Samtidig slår Alison også fast, at firmaet er hoppet fuldt ombord på bølgen for kunstig intelligens:
»Facebook – og i det hele taget Meta [Facebooks moderselskab, red.] – vil introducere denne transformerende teknologi til milliarder af mennesker for at lade dem skabe og dele indhold på nye måder«, konkluderer han.