Hypen var god nok: Afskums debutalbum er fødslen af et unikum på den danske musikscene
Indtil nu har Afskum været indhyllet i mystik. Halvdelen af samtalen om ham har handlet om, hvad han ikke har gjort – nemlig at udgive musik. Den anden halvdel har kredset om, hvor god den uudgivne musik er.
Har man ikke haft fornøjelsen af at se Afskum live, har man måttet klynge sig til enten øjenvidneberetninger eller isolerede Instagram-klip. Den eneste officielle Afskum-lyd var indtil nu en tre minutter lang dosis messende angst om at være indvandrer i Danmark.
Nu er debutalbummet ‘Afskum’ endelig landet.
Og præcis som med live-inkarnationen af Afskum har vi at gøre med frembrusende in-your-face synthrock, der svælger lige så meget i pinsel og melankoli, som det er et energisk og bragende oprør mod de diskriminerende systemer, der har faciliteret pinslen i første omgang.
Afskums vokal er opsigtsvækkende. Den er ofte svøbt ind i effekter, og det er ikke altid, at lyrikken er lige let at afkode. Han kaster sig til tider uden varsel ud i et let hiphoppet flow, hvorefter han bevæger sig ubesværet tilbage til melodien.
Men selv uden det in mente, giver hans dybe, upolerede røst flere mindelser om start-2010’ernes danske postpunkscene (med Iceage som frontfigurer) end den minder om samtidig dansksproget synthrock. Så beskidt er vokalen bare.
Lyrisk er Afskum skarp og spydig. Han synger om »sorte squares på Insta, tror at de forstår« (‘Faste rammer’), om at »branchen, de føler den nu / de elsker at blive bekymret, når jeg tager mig til mit hoved« (‘Adrenaliner’), og at »alle vil høre en n*ger synge, ingen vil høre en n*ger snakke« (‘Mine brødre’).
De rappe, samfundskritiske one-liners står i kø, og de befinder sig tit i et interessant krydsfelt mellem humor og angst.
Men visse steder kammer det hele over.
Når han på ‘Mine brødre’ råber »Fri mine brødre«, bliver det mere intenst for hver gentagelse, og der stopper med at være plads til den mindste kækhed.
Desperationen derfra går over i den førnævnte, messende ‘Min kniv er flottere end din’, der sidste sommer blev udgivet som smagsprøve for albummet. I albumudgaven bliver den endnu mere støjende og hårrejsende, blandt andet takket være en dybt bevæget Afskum, der råber i vilden sky af ren magtesløshed.
Emotionelt er det altså et pragtfuldt værk, men også sonisk er der virkelig kælet for, at det skal fungere.
Med i producerstolen er Spleen United-frontmand Bjarke Niemann og Statisk-keyboardist August Kulman Halle.
Sammen med Afskum har de skabt en electrorocket verden, hvor der både er plads til at forankre følelserne i energiske bangers (‘Faste rammer’, ‘Adrenaliner’, ’22 somre’), langsomme ballader (‘Til evig tid’, ‘Tænder mod tænder’) og iørefaldende popsange (‘Kommer i bølger’, ‘Sluk lyset når du går’).
Disse vidt forskellige lyde bindes sammen af et stærkt lyrisk fokus, en unik vokalidentitet og et mørke, der omgiver nummeret uanset dets stilart.
Albummet plukker lidt fra hist og her – om det er 00’ernes electrorock, vor tids dansksprogede poprock, det seneste årtis hiphop eller start-10’ernes postpunk. Men sammensætningen er virkelig unik.
Da jeg for snart et år siden første gang så Afskum live, var det en forfriskende og euforiserende oplevelse af den slags, dansk musik trængte til. Og nu, hvor jeg sidder med albummet i ørerne, må jeg erklære, at studieudgaven af Afskum fortjener samme hæder.
Kort sagt:
Afskums debutalbum er humoristisk og smertelig. Energisk og ødelagt. Synthpop, rock og hiphop. Det er fødslen af et unikum inden for dansk musik.