FIRST HATE-ODYSSEEN. Det tog Odysseus 10 år at komme fra den trojanske krig hjem til Ithaka og sin familie.
Undervejs på sin hjemfærd mødte han kykloper, sirener og troldkvinder og med hver udfordring voksede hans rejse til mytologi. Blandt idealerne i fortællingen findes vedholdenhed, opfindsomhed og mod. Det er på rejsen at livets vigtige erfaringer gøres.
Det minder mig om den danske duo First Hate, som i fredags fejrede deres 10-års jubilæum med en udsolgt koncert i Pumpehuset.
Koncerten var endnu en oplevelse af First Hates insisterende og euforiske tilstedeværelse på en scene. Anton Falck forrest med sin energiske utrættelige dans og klare sang og Angel et skridt længere tilbage i musikkens kontrolrum med synthesizere og samplere.
Jeg er måske en anelse forudindtaget, da jeg har fulgt bandet fra begyndelsen, og betragter dem som nære venner. Men alligevel må jeg sige: Koncerten og de 10 år er en bedrift af Anton Falck og Angel Wei.
For et årti med et omskifteligt liv på en musikscene i konstant forandring kan forstørres og holdes frem i det samme lys som et årti på mediterran hjemrejse fra antikkens Troja.
First Hate har fra begyndelsen insisteret på at eksperimentere med popmusikkens genrer fra sovekammersange med blide vokaler og atmosfæriske synthezeisere, til knivskarpe drevne produktioner tilpasset nat og dans.
Deres udfordrende ideer har resulteret i, at de ikke er slået igennem som folkeeje, men for denne pris har de kunne skabe deres kunst frit, legende og først og fremmest ærligt. Det har skaffet dem et trofast publikum og en fanskare næsten som en kult. De er superstjerner for de få udvalgte.
Jeg holder af First Hate. Deres slagkraftige koncerter og deres musik som for mig er ulig noget andet på den alternative scene.
I anledning af deres 10-års jubilæum, har jeg aftalt at mødes med Angel og Anton for at tale om tiden, der er gået.
En ukuelig trang til at være noget nyt hver dag
Jeg møder Angel og Anton i Antons blå Suzuki, kaldet perlen, der har et djævlehorn over logoet og cannabisklistermærker på bagsmækken og brændte cd’er med eurodance-compilations liggende frit i bilen.
Her foreslår de som det første med deres egen skarpe humoristiske tone, at det indledende spørgsmål skal være: »Ti år er gået. Hvorfor stopper I dog ikke?«
Angel og Anton har ofte refereret til Yin og Yang i deres æstetiske udtryk. Måske fordi det i en let fortolkning kan sammenlignes med deres egne individuelle modsætninger. Angel er tænksom og tålmodig og Anton impulsiv og ubekymret. Måske kan netop denne modsætningernes harmoni takkes for bandets vedholdenhed.
Jeg stiller dem spørgsmålet, som de foreslog – og de svarer, at deres arbejde med musikken er instinktivt og naturligt, og at det egentlig er simpelt: De har det godt sammen.
First Hate har på ti år udgivet to albums og en række ep’er. Alligevel føles det ikke, som om de har manglet produktivitet. For First Hate er ikke kun et musikalsk projekt.
De har skabt en lille verden med referencer til teenage-idoldyrkelse, anime-serier og middelaldersymbolik. I kølvandet på musikken er fulgt bøger, smykker, film, plakater og tøj samt et væld af koncerter.
Jeg har lyst til at skrive, at bandets udtryk i begyndelsen var en elektrisk udgave af et ‘Harry Potter’-univers renset for joviale figurer, og med Draco Malfoy som slangehvisker i hovedrollen.
Deres tidligste merchandise var prydet med logoer af slanger, der snoede sig om hinanden, og deres første ep genrebetegnede de selv som snake-rhythms.
Med tiden har bandet gennemlevet mange stilistiske perioder, altid med alvoren og det ubekymrede hånd i hånd. På plakaten, der markerer deres koncert i Pumpehuset, portrætteres de to med hofnarrehatte på hovedet men med triste miner.
Anton fortæller mig: »Siden vi var børn, har vi klædt os ud. Eller følt os udklædte. Vi har begge haft et ønske om at være noget nyt hver dag. Til tider har jeg prøvet at bekæmpe det, men ikke længere. Mit idol, Genesis P-Orridge (Frontperson i Throbbing Gristle og Psychic TV, red.), levede efter virkelig at søge det, man ønsker at være, og modsætte sig det, der forventes. Det handler om at overraske sig selv hver dag«.
Angel fortsætter: »Somme tider har udfordringen været netop vores legesyge eller vores trang til altid at være noget nyt. Det, vi så må koncentrere os om, er, at holde fast i den retning, vi netop har valgt æstetisk eller musikalsk«.
Strandet i Moskva
På mine rejser med Angel og Anton har jeg oplevet, at de følger deres dogme om hver dag at søge det uventede – og om ikke at bekymre sig om morgendagen. Måske ikke engang bekymre sig om den næste time.
Således har de misset fly siddende i gaten uden at opdage, at flyet blev fyldt op og afgik. Jeg har været strandet i Rusland før krigstiden med dem med udløbne arbejdsvisa, fordi den planlagte hjemrejse var blevet glemt.
Angel og Anton ønskede nemlig at besøge herresaunaen Sanduny fra 1808 i Moskva. Sanduny er en voldsomt dekadent og luksuriøs oplevelse. Et levende glimt fra zar-tiden med kolde romerske bade svøbt i guld og sølv og prydet med statuer i marmor.
Det var i januar, og udenfor var temperaturen 18 frostgrader, og sneen faldt. Men saunaen var 100 grader. Her fik mænd pisk med egekviste, til de hylede. Efterfølgende spiste vi hummer og rejer i saunaens barokinspirerede opholdsstue, og tørsten blev slukket i shampanskoye, den russiske champagne.
Mens dette stod på, sank tankerne om hjemrejsen i glemsel.
Det virker specielt at skrive dette, nu hvor forholdet til Rusland er så anderledes, og landet er lukket om sig selv i ondskab.
First Hate har en stor følgerskare i de alternative miljøer i Østeuropa. De har spillet udsolgte koncerter i Rusland, Ukraine, Hviderusland og Polen. Her har publikum en følelse af forbundethed til musikken.
Det kan til dels skyldes den ensomhed, eller lette melankoli, som findes i First Hates musik. Men tydeligere end dette hersker et ønske om at lægge bekymringerne bag sig og gribe ud efter ungdommen og livet.
Her tænker jeg på sange som ’In My Dreams’, ’Copenhagen’, og ’What’s the Matter Boy’, for at vælge på tværs af udgivelser og år. Sangteksterne handler om at drømme sig væk, at lade lyset lede vejen, og at gribe ud efter ungdommen.
Ekstreme situationer
Selvom First Hates musik som udgangspunkt er lettilgængelig, tænker jeg alligevel ofte på bandet som ekstremt.
Det skyldes, at Angel og Anton er kompromisløse kræfter. Deres baggrund stammer fra miljøet omkring Mayhem i Nordvest, som er en arena for noise og eksperimenterende musik.
Men det skyldes også mange af de ekstreme situationer, deres nysgerrige og givende attitude over for deres fangrupperinger har resulteret i.
Efter koncerterne har First Hate aldrig gemt sig i spillestedernes backstagelokaler. Ofte har det udviklet sig til, at større forsamlinger har fulgt i hælene på dem gennem nat og dag, og på den måde er der blevet skabt venskaber, som måske mere minder om disciple.
Andre gange er det endt i sære situationer. Stærkest i min erindring står et minde for en del år siden fra en nat i Chicago efter en koncert.
Hotellet, der var blevet bestilt til os, var så elendigt, at vi sagde ja til at overnatte hos en venlig og umiddelbart stille og rolig kvinde i midten af 30’erne, som efter eget udsagn boede i et stort hus rundt om hjørnet.
Der var heller ikke langt til den store victorianske villa, som personen boede i.
Da vi kom ind i huset, blev vi mødt af en næsten nøgen ung mand med grønt hår og hundehalsbånd. Derefter blev vi ført ind i et rum indrettet til sadomasochisme med knive, sakse, håndjern og en stol hvor mennesker kunne fikseres.
Vi takkede nej til tilbuddene, der fulgte, og det mente den utilfredse vært ikke var en gengældelse af den gæstfrihed, som var blevet vist os.
En opfordring til at følge sin egen virkelighed
Et usædvanligt liv følger de skøre. Jeg har efter First Hates koncerter oplevet både slagsmål og et krystalklart tjekkisk drengekor opføre en hymne til ære for deres koncert i Prag.
Men det siges også, at heldet følger de skøre. Jeg har tit talt med Angel og Anton om den rigdom, der findes i deres rejsen og gøren sammen. Om den til tider ekstreme tilværelse, de har ledt.
Anton fortæller mig sine tanker:
»Jeg tænker ikke nødvendigvis det ekstreme som noget voldsomt. Det ekstreme er ofte den mest direkte vej til at undersøge og opdage. Omkvædet på ’In My Dreams’ modulerer tre gange mod slutningen. Det er i mine øjne en ekstrem beslutning. Det er også en undersøgelse af, hvad man må med en popsang«.
Angel fortsætter: »En del af min glæde ved alle rejserne er, at vi deler dem. At vi har oplevet meget for første gang sammen. Somme tider har det været opslidende. Men jeg vender blikket, og pludselig ser jeg alt det, vi har lært hinanden«.
Jeg tænker på First Hate som et broderskab, der rækker ud over musikkens verden for at forsøge at finde en vej og en retning gennem tilværelsen. First Hate er en opfordring til at følge sin egen virkelighed. De er et eksempel, man kan efterleve. For Angel og Anton har det været en nødvendighed.
I modsætning til Odysseus er missionen ikke at komme hjem, men at komme ud. Det er derfor, de ikke stopper.