Queens of the Stone Age

Josh Homme har over det seneste årti skræddereret sig et par overordentligt store sko at fylde ud. Med fem hyldede album under Queens of the Stone Age-banneret har han i den grad sat dagsordenen i rockens tungere ende.

Efter ‘Keep Your Eyes Peeled’s olme, huggende introduktion folder sjette langspiller sig hurtigt ud som hans blødeste og mest nuancerede udspil hidtil og samtidigt som et, hvor den koldblodede rockøgle udvandrer fra ørkenen og mod nye territorier. Fremfor den mørke, støvede stoner-sound, som har karakteriseret hele Hommes karriere, er albummet ladet med klassiske, forfinede årgangsrock-dyder, som sender ambitiøse tråde tilbage til Led Zeppelins storhedstid i 70’erne.

Balladerne ‘The Vampyre of Time and Memory’ og det afrundende titelnummer er i særdeleshed chokerende kontrapunkter til det tonstunge, macho-mekaniske 2007-album ‘Era Vulgaris’. Dets festlige, drilske glimt i øjet er long gone, erstattet af et modent, dybt blik, prægnant med livserfaring og melankoli.

Læs også: Se den makabre animationsvideo til ‘I Appear Missing’

Andetsteds viser bandet dog at de stadig kan ruske støvlerne af de fleste. ‘I Sat By the Ocean’ og ‘Smooth Sailing’ vil, selv om guitarerne hviner mere end de brøler dybt, som det ellers har været kutyme, virke velkendte for trofaste fans og ‘Fairweather Friends’ er en veldrejet rocker med episke armbevægelser, kondenseret ned til radiovenlig størrelse.

Sidstnævnte er også øjeblikket, hvor albummets mange prominente gæster brænder mest igennem – navnligt Elton Johns klaverbidrag. Ellers er pladen med al tydelighed Hommes værk, og han bærer også ansvaret for enkelte afbrændere, såsom at ‘If I Had A Tail og ‘I Appear Missing’ virker for tørre og uinspirerede efter hans egne, høje standarder.