Premiere: Kind Mod Kind og Medina er samarbejdet, vi ikke vidste, vi havde brug for – se musikvideoen til ’Love Isn’t Easy’

Premiere: Kind Mod Kind og Medina er samarbejdet, vi ikke vidste, vi havde brug for – se musikvideoen til ’Love Isn’t Easy’
Kind Mod Kind. (Foto: Jasko Bobar)

Der stod ikke ‘Kind Mod Kind laver en kæmpe, kærlighedssyg klubbanger med Medina’ på vores bingokort for 2023. Men det burde der måske have gjort.

For Kind Mod Kinds følsomme men samtidig tunge klubpop er ikke milevidt fra Medinas signaturlyd. Så på den måde er det et match skabt i himlen, at de to navne er blevet forenet på ‘Love Isn’t Easy’, der landede i fredags.

‘Love Isn’t Easy’ er præcis så euforisk og dansevenlig, som man kunne forestille sig det. Store følelser og et dunkende housebeat.

Men vent, der er mere: I dag har Soundvenue nemlig premiere på en flot musikvideo, der ledsager nummeret.

I videoen er Medina og Kind Mod Kind-forsanger Julius Amdisen forenet i en slags gymnastikområde, hvor der – i vores tolkning – foregår en form for terapeutisk forløb. Det oser lidt af åndelig wellness tilsat fysisk træning. Der er også en hest. Den har vi ingen forklaring på.

Det hele er smukt, varmt og underligt nostalgisk. Ikke ulig en The Blaze-video.

En pressetekst forklarer konceptet sådan her:

»Videoen finder sted i en verden, hvor vi mennesker tager hjertesorg så seriøst, at der er blevet oprettet et decideret rehabiliteringscenter i en forladt bygning midt ude i ingenting. Medina og Julius Amdisen er lederne, der guider de fortabte sjæle gennem deres individuelle hjertesorg«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selve sangen handler om den evigt aktuelle kærlighed.

»’Love Isn’t Easy’ handler jo om den store kærlighed, men mest om hvor fucking svær en størrelse den kan være«, udtaler forsanger Julius Amdisen om nummeret.

»Og jeg har, som de fleste, også nogle ulykkelige kærlighedshistorier med i bagagen, så sangen tog undervejs mere og mere form som et slags brev til mit tidligere jeg«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af