Yung Lean lokkede Roskilde Festival med i en kirke, hvor han selv er Gud

Det kan godt være, at vi var nogle, der gik ind til Yung Leans koncert på Arena som tvivlere.

For hvad skulle vi egentlig forvente os af den svenske kultrapper, her ti år efter den virale sensation ‘Ginseng Strip 2002’?

Den stockholmske sad boy har eksperimenteret kraftigt, siden han brød igennem med tåget cloud-rap i 2010’erne.

Så kraftigt, at nogle talte om, at der måske ventede os en times søsyge meditationer over lyd.

Og jo, koncerten med 26-årige Jonatan Leandoer Håstad startede med englekor og orgel, mens en stemme lovede os »something you’ve never witnessed before«.

Men lige fra de første, hårde toner af ‘Chinese Restaurant’ stod det klart, at Lean ikke var kommet for at bryde alt, han har bygget op, ned igen.

Han var kommet for at gøre alle tvivlere til troende. Og det lykkedes.

Svenskeren stod i sin pelshætte og svingede energisk armene som store vindmøller, mens blitzlys blinkede i mørket.

»Sad Boys!« råbte han, og vi svarede i kor: »Sad Boys!«

Han rappede sig med indlevende staccato gennem ‘Diamonds’ og viste, hvorfor man har talt om Yung Lean som et møde mellem hårdkogt amerikansk materialisme og skandinavisk melankoli.

Subbassen rungede gennem teltet, spiddet af diskante trap-hihats og backingens melodiske omkvæd.

Festen var på kogepunktet fra start.

Omkring mig råbte publikum dedikeret med på linjer om Pikachu og kokain. De kompenserede fuldt for, at Leans livevokal især i begyndelsen var svær at høre.

Men når den fik plads, skinnede den med sin rå intimitet.

De hårde tunes fik selskab af den velkendte melankoli på den pulsløse intro til ‘Boylife in EU’, mens Lean forsvandt ind i en drøm af stroboskoplys og tøris.

Og det var også følsomheden, der fik lov at sætte punktummet, efter vi havde været gennem stærke højdepunkter som ‘Red Bottom Sky’ og en hårdt pumpende afdeling indledt med ‘Ginseng Strip 2002’.

For selvom Lean havde Arena i sin hule hånd og fik os til at moshe til hårde drops, sluttede han indadvendt med ‘Bender++Girlfriend’ og ‘Agony’.

Her stod den bølgende, næsten shufflede vokal skarpt og bar det svævende udtryk med søgende synth og stille pumpende klaver.

Det tøvende flow og smerten stod stærkt, mens Lean gentog ordet »isolation«, indtil det næsten lød som et skrig.

Var det sådan, det lød at være i kirke med en Sad Boy?

Yung Lean fik i den grad omvendt alle tvivlere.