D1ma gav os ikke maskefaldet på Roskilde Festival – han gav os noget meget større

Der er noget ved den der maske, der dækker hele D1mas ansigt.

»Hvornår tager han den af?«, tænker man. »Hvem er inde bagved?«.

Man havde måske endda nået at tænke, at D1ma ville smide masken til sin stort anlagte Arena-koncert fredag nat.

Det skete ikke. Men er pointen ikke netop tomrummet bag masken? Potentialet i det uvisse. D1ma kan være alt. Han er en alien, der lige er landet i den ufo, som hans dj stod i under koncerten. Fra en melankolsk, kold planet, hvor »alle er på lattergas, og ingen fucking griner«, som det lyder på den dystre ‘Forsvinder aldrig’.

Han er en mørk engel, som han lignede på de visuals, der kørte på storskærmen bag ham. Eller et genfærd, som han kalder sig selv på ‘Udenfor’.

Det genfærd ramte Arena med et gennemført show. Den minimalistiske scenografi understøttede D1ma’s skarpt skårede, melankolske sange, mens de dystre visuals var som et vindue ind til den skyggeverden, han var trådt ud af. Og skyggen var fulgt med: I dele af koncerten blev han flankeret af en danser, en vrangside der fulgte D1ma rundt på scenen.

Hans tidlige singler pegede mod dansegulvet med tung bas og melankoli. D1ma lignede en rapper, men var en popstjerne.

På debutalbummet ville han så alligevel rappe, i hvert fald på den ene halvdel. Og koncerten havde på samme måde en klart afmærket rapsektion, hvor de langsommere, tungere sange fandt vej til. Men selvom numre som ‘A list’, ‘Herude’ og ‘Tom indeni’ var solide nok, så var det klubbede materiale i en liga for sig. Han er en fin rapper, men en bedre sanger.

Showet blev indledt af et (måske lidt langtrukkent) dj-sæt på et kvarters tid, der rammesatte det som en tur på klubben og ikke en rapkoncert.

Arena blev en klub, og den klub blev en kirke, komplet med et kor, der var med på flere sange. Klubmusik risikerer at falde til jorden i et stort rum, men her var det nærmere, som om Arena ikke var stor nok.

Produktionerne er storladne, fulde af sitrende opbygninger, buldrende tunge stortrommer og gennemtrængende synths. Fredag nat føltes det, som om de kunne nå hele vejen til månen.

På ‘Frihed’ var laserlysene og den insisterende trance-lead ved at brænde hul i teltdugen. Den mellemøstligt rå ‘Kenti Hayati’ gled i ægte klubstil over i ‘Moonlight’, der var et adrenalinpumpende højdepunkt.

D1mas vokal var badet i rumklang og gik klokkeklart igennem. Der var noget smukt og pirrende over den maskerede sanger, som sang om at poppe piller og have blod på hænderne, men havde en stemme som en engel.

Koncerten blev selvfølgelig afsluttet af den euforiske ‘Drøm mig væk’, D1mas gennembrudshit.

Han gav os ikke det store, overraskende maskefald på Arena. Han gav os noget større.