Quentin Tarantinos kommende film, ‘The Movie Critic’, hvis optagelser formodes at begynde til efteråret, er ifølge instruktøren selv, den sidste han kommer til at lave.
Det er naturligvis til stor ærgrelse for mange, der elsker den 60-årige amerikaners særprægede film, men der findes også dem, der beundrer ham for det frivillige valg om at gå på pension efter sin tiende i karrieren.
En af dem er Christopher Nolan, der i et nyt interview på podcasten ReelBlend via CinemaBlend, kommer ind på Tarantinos valg om pension i sammenligning med mesterinstruktøren Martin Scorsese, der i en alder af 80 år så sin seneste film ‘Killers of the Flower Moon’ få premiere i Cannes tidligere på året.
»Sandheden er, at jeg forstår begge synspunkter«, fortæller den engelske instruktør og fortsætter: »Det er vanedannende at fortælle historier i biografen. Det involverer en masse hårdt arbejde, men det er rigtigt sjovt. Det er noget, du føler dig drevet til at gøre, så det er lidt svært at forestille sig at stoppe frivilligt«.
I interviewet fortæller Christopher Nolan videre, hvordan Quentin Tarantino aldrig er specifik om de film, han taler om, »men at han ser på noget af det arbejde, der er blevet lavet af filmskabere i deres senere år, og føler, at hvis det ikke kan leve op til storhedstiden, ville det være bedre, hvis det slet ikke eksisterede«.
Dette kalder Nolan for et meget »puristisk synspunkt«, og at det er et synspunkt »fra en filmelsker, der værdsætter filmhistorie«.
Med henblik på sin egen karriere, tilføjede den 52-årige instruktør, at han ikke er sikker på, om han ville stole på sin egen fornemmelse af værdien af et værk for at vide, om det burde være skabt:
»Jeg er, ligesom Quentin, en stor fan af film, der måske ikke fuldt opnår det, de prøver på, men der er noget derinde, der er en præstation, eller en lille strukturel ting, eller en scene, der er vidunderlig. Og ja, jeg forstår det. Jeg tror, jeg gerne ville bevare en slags perfekt omdømme af noget, men jeg vil heller ikke udelukke noget«.
I morgen går det løs, når Nolans ‘Oppenheimer’ får premiere i de danske biografer.