Nu indtager Taylor Swifts vanvittige Eras-turné også de amerikanske biografer med en koncertfilm, som popstjernen netop har delt traileren til.
Men i den forbindelse har Swiftie-feberen strakt sin indflydelse til et hidtil uforudset område. Nemlig den amerikanske biografpremierekalender.
Koncertfilmen har nemlig fået det kendte gyserselskab Blumhouse productions til at rykke premieren på ‘The Exorcist: Believer’, der er en fortsættelse af William Friedkins klassiker fra 1973.
Gyseren skulle oprindeligt have ramt de amerikanske biografer 13. oktober, men er nu rykket en uge tilbage for ikke at karambolere med koncertfilmen.
»Se hvad I fik mig til at gøre. ‘The Exorcist: Believer’ rykker til 6/10/2023 #TaylorWins«, skriver Jason Blum, der er medejer af Blumhouse Productions, på Twitter (X):
Om der er stort overlap mellem Taylor Swift-fans og dæmongyserfans er ikke til at sige, men frygten for, at Eras-filmen besværliggør billetsalget er tilsyneladende ikke en risiko, som filmselskabet bag ‘The Exorcist: Believer’ har lyst til at løbe.
Hvorvidt ‘Eras’-filmen rammer de danske biografer vides ikke. Derfor påvirker det på nuværende tidspunkt ikke den danske biografpremiere på ‘The Exorcist: Believer’, der har premiere 12. oktober.