Er du ikke særlig begejstret for HBO-serien ‘The Idol’?
Det er Olivia Rodrigo heller ikke.
Popstjernen blev for nylig interviewet af The Guardian, og da blev hun netop spurgt ind til, om hun havde set den kontroversielle serie.
»Oh, nej«, svarede hun. »Det har jeg ikke lyst til«.
Serien kredser om en kvindelig sanger, der skal begå sig i popbranchen, og som ender i et tumultarisk forhold med en selvhjælpsguru, der spilles af The Weeknd. Serien har blandt andet fået meget omtale på grund af sine mange sexscener og for sin skildring af et giftigt forhold.
Lige netop den slags kvindeportrættering lader Rodrigo ikke til at være særlig stor fan af, hvilket hun i interviewet understreger ved at drage en parallel til ‘Barbie’:
»Jeg kan huske, at jeg gik ud fra ‘Barbie’, og var sådan: ‘Wow, det er så længe siden, jeg har set en film, der er kvinde-centreret på en måde, der ikke er seksuel eller om hendes smerte eller hendes traumatisering’«.
‘The Idol’ var for nylig aktuel, fordi HBO har offentliggjort, at de har tænkt sig at stoppe serien efter blot en enkelt sæson.