’A Good Person’: Storspillende Florence Pugh kan ikke redde ekskærestens stinker
Tiden har ikke været nådig ved Zach Braff. I første del af 00’erne spillede han hovedkarakteren i en af tidens mest populære komedieserier (’Scrubs’) og viste nye talenter som instruktør og manuskriptforfatter bag ’Garden State’, som flere anmeldere dengang udråbte som ’The Graduate’ for en ny generation.
De seneste mange år er interessen for at se Braff i film og serier svundet drastisk ind, og gennembrudsfilmen er blevet et meme for mange af vrangsiderne ved de introverte indie-fyres navlepillende sejrsgang for 20 år siden og dens stærke sammenkædning med hele manic pixie dream girl-tendensen.
Men måske er tiden inde til at give 48-årige Zach Braff en chance til. Med sin nye film ’A Good Person’ har han i hvert fald fået den. Ikke mindst takket være filmens hovedrolleskuespiller og omdiskuteret ekskæreste til Braff, Florence Pugh.
Fra 2019 til 2022 dannede Braff og Pugh par. I samme periode gik Pugh fra up-and-coming britisk talent til en af Hollywoods mest efterspurgte skuespillere og kæmpe SoMe-yndling. Som en anden muse nåede 21 år yngre Pugh og mange måneder i isolation at inspirere Braff til ’A Good Person’. Trods det forliste forhold har Braff ikke holdt sig tilbage med lovprisninger af Pughs talent og præstation i ’A Good Person’.
Det er også, hvad han har at klynge sig til i promoveringen af filmen, der floppede ved box office og nu kan ses herhjemme på streaming.
’A Good Person’ er ikke nogen mindeværdig film. Det er faktisk slet ikke nogen god film. Men det er på ingen måde Pughs skyld.
Pugh spiller nemlig fremragende med naturlig indlevelse i alle følelsernes svære vold som Allison. I udgangspunktet er Allison en opdateret udgave af Braffs indie-crushes med Fleetwood Mac-top, som ved klaveret synger Velvet Undergrounds ’After Hours’ for sin forlovede Nathan (Chinaza Uche). Deres lyserøde parforholdssky punkterer dog brat, da Allison i et ufokuseret øjeblik kører galt og er medskyldig i, at Nathans søster og dennes mand omkommer.
Så er Allison ellers slået tilbage til start på ludobrættet i isolation hos mor med en dundrende ptsd og et desperat behov for OxyCotin. Undskyld den lamme brætspilsmetafor, men det var bare et forsøg på at mime filmens gennemgående metafor om, at livet modsat et modellandskab ikke er til at kontrollere. En metafor, som gode gamle Morgan Freeman serverer os i karrierens voice over nr. 487.
Freeman optræder selv i en af den sene karrieres bedre præstationer som Allisons eks-svigerfar, hvis tidligere alkoholmisbrug presser sig på efter tabet af sin datter. Sammen med sit barnebarn Ryan (Celeste O’Connor) og Allison indgår de i filmens forudsigelige og klichéfyldte sørgecyklus, der alligevel tager nogle dramatisk uforudsete og overdrevent skrevne drejninger mod slut.
Langt hen ad vejen fremstår filmen ellers mest som et enerverende forsøg på at ride med på tidens Oxy-debat. Modsat serier som ’Painkiller’ og ’Dopesick’ siger Zach Braff ikke noget med sine håndholdte og bægrønne montager af en lidende Allison, der ikke kunne fortælles i en 30 sekunders infomercial.
I det hele taget har Braff ikke særlig godt greb om materialet og kæmper med et kvalitetsmæssigt varieret formsprog og skuespil. Værst af alt klemmer han ofte jokes ind på upassende steder. Som da Allison på en café afpresser en kollega for oxys og af en tjener afvises i at bestille whiskycola til morgenmad, før selvsamme tjener til slut kommer ned med en sort kaffe fyldt med tequila.
Voila! Et komisk punch til at brække sig over.
Braff medvirker ikke selv, men har i den grad sig selv med i ’A Good Person’, der er inspireret af tabet af hans egen søster og far til sygdom. Vidnesbyrd og traumebearbejdelse hitter stort for tiden, især inden for litteratur.
Problemet med A Good Person’ er, at realismeskildringen svinger mellem tom højsentimentalitet i stil med Dan Fogelman-produktioner som ’This Is Us’ og ’Life Itself’ og bizarre og utroværdige karakterhandlinger ikke langt fra den utilsigtede surrealisme i Tommy Wiseaus ’The Room’.
Det kan selv Pughs gennemborende emotionelle råstyrke samt smukke sangstemme redde. Og Pugh kommer næppe til at redde Zach Braff fra igen at gå i glemslen.
Kort sagt:
Florence Pugh får lov til at vise, hvor dygtigt og rent hun kan spille på de helt store følelsesregistre, men overdøves af et klichéfyldt plot, der tomt buldrer derudaf og ofte klinger forbavsende falskt.