’Sly’: Sylvester Stallone har fået den polerede film om sit liv, han har drømt om
Rig Hollywood-type danderer rundt i overdådig millionærvilla og lommefilosoferer om alderdom, fortæller anekdoter fra barndommen og viser sine malerier frem, som han er begyndt at lave på sine gamle dage.
Det havde været uudholdeligt banalt, hvis det ikke havde været for kendisfaktoren og fordi Sylvester Stallone faktisk har en fascinerende Hollywood-historie.
Det tager for lang tid at komme derhen, men når vi endelig rammer det lange, seje træk frem mod den eksplosive succes med ’Rocky’, står Sly frem som en sårbar og ferm historiefortæller.
Han ankom til Hollywood i en smadret bil, der brød sammen, så han måtte ringe til sin eneste ven, Henry Winkler, der allerede var blevet en tv-stjerne som The Fonz i ’Happy Days’. Sly hutlede sig igennem drømmefabrikkens vildveje og arbejdede febrilsk på en historie om en bokser, nedfældet med næsten ulæselig skrift på en krøllet papirblok.
Klipper og musikdokumentarist Thom Zimny står bag Netflix’ kendisdokumentar om forfatter, instruktør og actionstjerne Sylvester Stallone.
Der er næsten altid noget at hente for filminteresserede, når dem, der formede filmhistorien, fortæller anekdoter. Men det er svært at se fascinationen for andre end dem, der i forvejen er interesserede i Sly. Det er en nichedokumentar, ligesom sportsdokumentarer. Og det er helt på stjernens egne præmisser – filmen er produceret af Balboa Productions med Sly selv som executive producer.
Så hvad er det for en historie, han gerne vil fortælle om sig selv? Det er Sly som den ukuelige kæmper, der aldrig giver op. Modstand er benzin, og han er drevet af en kreativ kraft og sans for, hvad publikum vil have.
Der er mange eksempler fra Slys liv, der tyder på, at det er sandt. Især forholdet til en voldelig og jaloux far fylder meget. Men der er også eksempler på det modsatte, altså at Sly netop ikke forstod, hvad publikum ville have, og ingen sans havde for, hvad han selv er god til, og hvad grænserne for talentet var.
Slys historier bakkes op af familiemedlemmer og kolleger som Schwarzenegger og Winkler, den meget kompetente kritiker Wesley Morris, og så dukker Quentin Tarantino også op som kommentator.
Det bliver sjældent til andet end rosende banaliteter. Det hele virker lidt som ekstramateriale på en dvd, fra dengang vi filmnørder svælgede i bagom-dokumentarer og interviews, fordi det ofte var den eneste adgang til menneskene og processen bag et produkt, vi elskede. Hvis man var heldig, var der mere end bare promotion-materiale og presseinterviews. Så kunne man finde ægte refleksioner over filmarbejdet.
Klipningen af ’Sly’ løfter filmen fra at være ren selvpromovering. Gamle stills og grynede optagelser fra 60’ernes New York krydsklippes elegant med et nyt besøg i barndommens gade i Hell’s Kitchen, hvor Sly får en sludder med en tilfældig, lidt forfjamsket beboer. På det punkt har Thom Zimny fået det bedste ud af materialet.
To tredjedele inde i filmen fortæller Sly, at han altid har advaret andre om at stoppe med at se eller læse det sidste af en biografi, for nedturen er så smertelig. Det er her, han fortæller om ’Rocky V’, der blev et flop.
Nu bliver det interessant, tænkte jeg. Men så suser vi forbi »Stop, eller min mor skyder«, som er en af de værste film nogensinde, og Sly skynder sig videre til ’Cop Land’. Det var den biografi-nedtur.
Efter få minutter er Sly tilbage på piedestalen som kunstner med personlig integritet, endda med en fortælling om, at instruktøren James Mangold svigtede Stallones fantastiske performance, og at Sly ikke fik nok hæder for rollen. Come on!
Der er flere interessante filmanekdoter undervejs, men i sidste ende fremstår ’Sly’ som en poleret, officiel biografi, nostalgisk lyssat præcis som Sly ønsker at se sig selv.
Ligesom de statuer af ham selv i Rocky-positurer, der står rundt omkring i det enorme rigmandshus.
Kort sagt:
Aldrende actionstjerne vil gerne huskes som mere end en filmbøf, men bagom-dokumentaren ’Sly’ bliver ikke til meget mere end underholdende røverhistorier og lommefilosofi.