’The Blackening’: Det gode gys udebliver i afroamerikansk spin på slasherfilmen

I gyserregi dør den sorte ven altid som den første. Det står mejslet i granit ved siden af, at jomfruen altid overlever. Om man kan lide det eller ej.

Den streamingaktuelle slasher ’The Blackening’ begynder med netop den problematik, da en anonym morder stiller spørgsmålet: Nævn én gyser, hvor den sorte person overlever.

’Scream 2!’ råber et af de potentielle mordofre selvtilfreds – før kæresten må irettesætte ham, at både Omar Epps og Jada Pinkett Smiths karakterer bliver stukket ned, før titelskærmen viser sig.

»Det er også bare, fordi de ikke havde råd til dem«, tilføjer hun med et blink i øjet.

Det er et kløgtigt metagreb at gå til lige på og hårdt mod Wes Cravens metafranchise over dem alle, men den vedkommende kritik bliver punkteret straks efter, da det første offer i ’The Blackening’ også er afroamerikaner.

Sådan går oplevelsen med meget af instruktør og manuskriptforfatter Tim Storys forkølede forsøg på en satirisk slasher: Gode ideer og intentioner, som ikke følges til dørs.

Præmissen tager udgangspunkt i brætspillet The Blackening, hvor en racistisk Sorte Sambo-maskot tvinger en gruppe afroamerikanske venner til at svare på en række racerelaterede-spørgsmål, hvis de ønsker at forlade spilrummet, hvor de er låst inde, med livet i behold.

Spørgsmål som hvad forkortelsen NAACP står for. Og hvorvidt de kan nævne fem sorte skuespillere, som deltog i ’Friends’. Vittighederne er alle lavthængende frugter på Twitter-træet, som ville have føltes godt og grundigt gennempryglet selv i en præ-BLM-æra.

Når de alligevel lander, skyldes det hovedsageligt et par solide skuespilpræstationer. Især Melvin Gregg som den afslappede King leverer grin, til trods for at hans karakters ene joke er centreret omkring en sukkerholdig Gatorade-drink.

Mere tåkrummende bliver det, når der spilles op til drama i vennegruppen, som da Lisa og Nnami udlever en gammel college-fling lige foran bedstevennen Dewayne, der konstant skulle lægge øre til Lisas klagesange over Nnamis utroskab dengang. 

Det gode gys udebliver også. Tim Story, hvis filmografi består af cinematiske perler som ’Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer’ samt ok, boomer-versionen af ’Shaft’ fra 2019, er ingen kompetent instruktør.

Det er måske klogt af ham at holde sig stringent til slasher-regelbogen, men filmen får ikke just hjerterytmen over hvilepulsniveau. Silhuetter spøger i baggrunden, ’uhyggeligt’ klaverspil spiller over soundtracket, og stakkevis af fakeout-jumpscares forhindrer, at man bliver lullet i søvn.

Det bliver særligt mærkbart under anden halvdel af ’The Blackening’, hvor brætspillet i bogstavelig forstand smides på gulvet, hvorefter gruppen jagtes rundt i en underbelyst skov af den maskerede morder.

Spænding skal man lede længe efter, og de sluttelige pointer om intersektionel racisme fremstår som en fis i en hornlygte, især da filmen i de døende minutter prøver sig med en hyggeracistisk joke om, at man ikke kan se sorte mennesker i mørket. Hvor fanden kom den lige fra?

Hvor filmen lykkes bedre, er i gruppens forskellige dynamikker.  

Joints, nøgenbadning og seriemordere i hockeymasker er skiftet ud med molly, Spades og dødelige brætspil, men ’The Blackening’ finder sjovt nok succes det samme sted, som fordums tids ’Fredag den 13’-film også gjorde det: Hos de stenede, arketypiske karakterer.

---

Kort sagt:
Til trods for sit forsøg på en metarefleksion over sorte menneskers plads i slashergenren fungerer ’The Blackening’ bedst som en metervare-agtig ’Fredag den 13.’-klon.