‘Adamant – Hjerterum på Seinen’: Smuk dokumentar er en inspirerende hyldest til kreativiteten
Det er hele 19 år siden, den franske instruktør Nicolas Philibert sidst havde en film i de danske biografer. Nu har han begået et virkelig stærkt comeback, der sætter en tyk streg under hans forbilledlige evner som dokumentarist.
72-årige Philiberts sidste danske biografpremiere fra 2004 er også karrierens hovedværk. Anbefalelsesværdige ’At være og at have’ er en dybt rørende dokumentar om en farverig skoleklasse med blandet aldersfordeling og deres rolige lærer, som med et vist vemod tager hul på sit sidste skoleår inden pensionen.
Den observerende dokumentar dvæler længe ved klassens samtaler, prøver, uenigheder og venskaber gennem et helt år, så man på tætteste hold kan følge, hvordan børnene udvikler sig som elever og som mennesker.
Med sin nye film, ’Adamant – Hjerterum på Seinen’, fortsætter instruktøren i stort set samme sikre stil med statiske kameraskud på stativ, en rolig klippestil og sparsom brug af underlægningsmusik. Og det gør stadig stort indtryk. For Philiberts rene, nedbarberede stil tydeliggør samtidig instruktørens uforbeholdne nysgerrighed og humanisme, der fortsat lever i bedste velgående.
’Adamant – Hjerterum ved Seinen’, der vandt hovedprisen ved dette års Berlinale, følger også en social institution, nemlig det flydende psykiatriske behandlingstilbud Adamant i Paris – flydende, fordi centeret befinder sig på Seinen som en stor, fasttøjret husbåd.
Her møder vi de mange forskellige personer, som har deres daglige eller ugentlige gang på stedet. Personale og patienter tager ivrigt del i møder og ugentlige kreative fritidsaktiviteter. De er med til at drive en café og planlægger desuden at afholde en mindre filmfestival senere på året.
Adamant er et trygt, behageligt og inspirerende rum, hvor der er plads til alle, og hvor alle er interesseret i hinanden – også i det lille filmhold, som er på besøg.
Således må Philibert undervejs give en smule afkald på sin tilbageholdte, observerende stil, fordi de medvirkende ikke altid vil eller kan ignorere kameraets tilstedeværelse i rummet.
»Hvad hedder du?«, spørger kvinden Muriel instruktøren, der står placeret uden for billedet. »Har du nogen kæledyr? Hvad med en kæreste?«. Subjektet tager styringen, og filmskaberne følger velvilligt med.
Filmen viser sig hurtigt som en hyldest til kreativiteten, for mange af Adamants gæster er poeter, musikere, forfattere og billedkunstnere. I en række inspirerende scener vender vi eksempelvis tilbage til en tegneworkshop, hvor personerne én ad gangen stiller sig op foran holdet og fortæller om deres værker. De andre stiller nysgerrigt uddybende spørgsmål, så nye fortællinger og fortolkninger bliver formet.
’Adamant – Hjerterum på Seinen’ kommer med budskabet, at man ikke skal undervurdere sine medmennesker – om de så har en diagnose eller ej. Alle går nemlig rundt med noget vigtigt på hjerte. Og alle har noget at byde på, hvis man er villig til at lytte.
Dokumentaren bryder disse livlige hverdagsscener op med små, stimulerende, ordløse pauser, som hviler på detaljer fra verden omkring båden. For nok er menneskerne i centrum for filmen, men Philibert er også interesseret i smukke billedkompositioner.
Floden skvulper sagte. En politibåd og en enlig andrik driver langsomt forbi. En ung kvinde i løbetøj og med musik i ørene danser energisk for sig selv på kajen. Og i baggrunden kan man hele tiden høre en masse lyde fra det summende storbyliv.
Sådan fremhæver den tålmodige dokumentar igen og igen smukke hverdagslige øjeblikke og interaktioner, så man forstår, at de er værd at dvæle ved.
Kort sagt:
Den tålmodige og smukke dokumentarfilm ’Adamant – Hjerterum på Seinen’ hylder kreativitet og betydningsfulde hverdagsøjeblikke på et flydende behandlingssted i Paris.