Jack Antonoff har i årevis været hofproducer for Taylor Swift, men intet nummer har rørt ham mere end ‘You’re on Your Own, Kid’.
Sådan lyder det fra Antonoff i et nyt interview med Vulture.
»Det, der chokerer mig mest, er sårbarhed i en sang. Slutningen på ‘You’re on Your Own, Kid’ er et af de øjeblikke for mig. Jeg kan huske, at hun skrev den lige foran mig, og det føltes som en mavepuster. Smukt«.
‘You’re on Your Own, Kid’ fandt sidenhen vej til albummet ‘Midnights’, hvor Antonoff da også producerede de fleste af sangene. Senest samarbejdede han og Swift om genindspilningen af ‘1989’.
Udover sit musikalske parløb med Swift har Antonoff især gjort sig bemærket som producer for Lorde, St. Vincent og ikke mindst Lana Del Rey.
Hans eget projekt, Bleachers, udgiver 8. marts deres fjerde album.