Superproduceren Jack Antonoffs nye soloalbum er mere Bruce Springsteen-light end sit eget værk

Superproduceren Jack Antonoffs nye soloalbum er mere Bruce Springsteen-light end sit eget værk
Bleachers aka Jack Antonoff. (Foto: Carlotta Kohl)

En ambivalent fornemmelse præger Jack Antonoffs nyeste, på én gang personlige og poserende soloudspil med Bleachers. I både overført og bogstavelig forstand har han lagt et filter ned over musikken.

Når samtalen falder på den 37-årige amerikaner, nævnes som regel den stjerneparade af popmusikere, han som producer har assisteret, hvis ikke ligefrem forløst, kunstnerisk. Antonoff er blevet verdensberømt for sin indsats bag knapperne og instrumenterne på karrieredefinerende album fra Lorde, Lana Del Rey og Taylor Swift. Fra det blide, Laurel Canyon-nostalgiske ‘Norman Fucking Rockwell!’ til det kølige og 2017-trenddyrkende ‘Reputation’.

Det er sådan, popkulturen forstår ham – som (en særdeles alsidig) producer. Men Antonoffs selvforståelse er givetvis en anden, for i små 20 år har han selv udgivet musik i front for rockbands som Steel Train og Fun. Og med de seneste måneders storstilede relancering af hans aktuelle soloprojekt, Bleachers, er det blevet tydeligt, at Antonoff gerne vil udtrykke og vise verden mere, end producerrollen tillader ham.

‘Take the Sadness Out of Saturday Night’ er spækket med stærke popsange i 80’er- og 50’er-rockede gevandter. Det er bare uklart, hvorfor lige Antonoff skal være afsender på dem – og ikke den indlysende inspirationskilde, Bruce Springsteen, der kunne tage lyden på sig på mere autentisk vis, da den jo langt hen ad vejen er (eller var) hans lyd.

Størstedelen af albummets ti sange lukrerer på forbilledets både eskapistiske og politiske arbejderrock fra de tidlige 80’ere på en facon, der får Antonoff til at lyde, som om han på den ene side er klar til at hoppe på hovedet ud i en frygtløs og forløsende crowdsurf, på den anden side afstår fra at vise, hvem han egentlig er bag det udtalte New Jersey-tilhørsforhold, det kompakte brillestel og de notorisk ydmyge producermanerer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv om albummet excellerer udi næsten hymneagtige popmelodier og legesyge produktioner – som singlen ‘Stop Making This Hurt’, der skamløst parrer saxofon, tangenter, kor og skrål-med-omkvæd – lyder Jack Antonoff ikke ubetinget selvsikker. Det skyldes udover pastichepræget, at han ikke er en stor sanger, og at han gennemgående håndterer den kattepine ved at svøbe sine vokaler i anonymiserende effekter.

Som oftest rumklang, hvilket med tilnærmelsesvis succes giver Springsteen-duetten ‘Chinatown’ et drømmende, næsten mytisk udtryk, men de fleste steder slet og ret bare gør Antonoffs stemme svær at karakterisere – i en grad så jeg faktisk ville have svært ved at forudse, hvordan han ville lyde under en livekoncert.

Andre gange synes Antonoff med demolydende takes i stedet at blotlægge sine begrænsninger fuldstændig. Her tænker jeg ikke på den charmerende, let skramlede produktion på den Lana Del Rey-assisterede ballade ‘Secret Life’, men på de indledende vers på den rodede, surfrockede ‘Big Life’, som simpelthen bare er dårligt sunget.

Vellykket er til gengæld intronummeret ’91’, som med et enkelt strygerarrangement og albummets bedste vokalpræstation afslører en flig af en angstfuld New Jersey-opvækst. Og trods alle forbehold vil jeg komme til at lytte til ‘Take the Sadness Out of Saturday Night’ meget. Men som en Bruce Springsteen-light-plade snarere end et originalt og vedkommende værk fra solokunstneren Jack Antonoff.


Kort sagt:
Selv om Bleachers’ tredje album excellerer udi næsten hymneagtige popmelodier og legesyge produktioner, lyder hovedpersonen og stjerneproduceren Jack Antonoff ikke ubetinget selvsikker. Det skyldes udover Bruce Springsteen-pastichepræget, at han ikke er en stor sanger, og at han håndterer den kattepine ved at svøbe sine vokaler i anonymiserende effekter.

Bleachers. 'Take the Sadness Out of Saturday Night'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af