Sally Rooney er endelig klar med sin fjerde roman, ’Intermezzo’, der udkommer på både dansk og engelsk den 24. september.
’Intermezzo’ handler om et brødrepar, den ene en glat advokat, der jonglerer to romantiske forhold, den anden en socialt akavet skakspiller. Egentlig har brødrene intet til fælles, men deres historier flettes sammen af sorgen over deres fars død.
Irske Rooneys debutroman fra 2017, ‘Samtaler med venner’, var en stor succes, men blev året efter langt overgået af den tordnende triumf ‘Normale mennesker’. Begge romaner er senere omsat til tv-serier af BBC.
Den 33-årige bestsellerforfatter er blevet kaldt sin generations stemme og er særligt kendt for sine beskrivelser af venskab og kærlighed såvel som eksistentiel angst.
Rooneys seneste roman, ‘Skønne verden, hvor er du’, udkom til store roser i 2021.