OP- OG NEDTURE. Da Brimheim skrev sit debutalbum, ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’, var hun efter eget udsagn »gigadeprimeret«.
Det er hun ikke længere.
Bevares, dæmonerne, som hun kalder dem, er ikke bare forduftet. Hun smider stadig om sig med ord som »selvlede« og »baggrundsstøj«, men hun smiler og drikker kaffe på Soundvenues kontor.
Stemmerne i hovedet har stadig ikke noget positivt at sige. Men hun er blevet bedre til at få dem til at tie stille.
Det kan høres på singleforløberne til hendes kommende album, ‘Ratking’. Hvem havde eksempelvis regnet med, at Brimheim nogensinde ville udgive en nærmest dansevenlig synthpop-basker som ‘Literally Everything’? Et P3-hit med Eee Gee som ‘Brand New Woman’?
Lytter man til det fulde album, som Brimheim og Soundvenue LIVE fejrer med en releasefest den 21. marts, tegner der sig da også et andet billede.
Her står disse radiovenlige popsange side om side med et mere udsyret take på den gotiske indierock, Brimheim efterhånden er blevet synonym med. Behagelige ballader kulminerer med angstprovokerende droner, fordi hun ikke kan genkende sig selv, hvis det hele bliver for flot.
‘Ratking’ er med andre ord stadig en dæmonuddrivelse. Det vil et nyt album nok altid være for hende, erkender hun. Men hun har lært at have det sjovt, mens hun gør det.
Her fortæller Brimheim om sine op- og nedture. Om hårde fyringer og hendes årelange kamp med stemmerne i hovedet. Og om hvilken dag, der var den lykkeligste i hendes liv.
Spoiler alert: Det er ikke den dag, hun blev gift.
En kæmpe vibe
Hvad havde du mest optur over under arbejdet med ’Ratking’?
»Mit samarbejde med Søren (Buhl Lassen, red.). Hvis der var nogen retfærdighed til, skulle hans navn stå lige så stort på forsiden af pladen«.
»På debuten havde vi haft en helt vildt fed oplevelse med at lave det lille interlude, der hedder ’Like a Wedding’, som vi bare jammede frem i studiet. Og det var sådan, wow, fuck, det her er en kæmpe vibe! Så da vi gik i gang med ’Ratking’, snakkede vi om bare at gøre en masse af det. 95 procent af pladen er blevet til på den måde«.
»Det var virkelig en transformativ proces for mig at opleve, hvor legende let det kan være. Også selvom pladen stadig er en form for dæmonuddrivelse, som det på en eller anden måde altid er nødt til at være for mig. Men sammen med Søren kan jeg have det sjovt med dæmonuddrivelsen«.
Hvad var den lykkeligste dag i dit liv?
»Den dag, min kone fik permanent opholdstilladelse i Sverige. Vi bor i Malmø. Og det gør vi, fordi hun er fra New York, og det er svært for at få det til at fungere med immigration i Danmark. Særligt når man er selvstændig og ikke har en fast indkomst«.
»Vi var reelt bange for, at hun ville blive smidt ud af landet. Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Det føltes så altafgørende, så liv og død-agtigt. Inden da havde jeg arbejdet i servicebranchen og virkelig hardcore maxet ud på det. Både i Wasteland og som bartender på Vega for at kunne bevise over for myndighederne, at jeg kunne forsørge os begge«.
»Og da hun så endelig fik opholdstilladelse … altså jeg var lykkeligere end den dag, vi blev gift. Vi måtte godt være her, og der kom ikke nogen og tog det fra os. Lige pludselig var alt fint, og vi kunne slappe af«.
Hvilket nederlag har gjort dig stærkere?
»Med ‘Ratking’ ville jeg rigtig gerne signe med et eller andet stort, amerikansk indie-label, og jeg følte, at stjernerne stod helt rigtigt. Men det skete jo ikke. Og jeg tror, det var til det bedste. Jeg er sygt glad for det label, jeg er havnet hos i Danmark«.
»Altså hvis man ser på sådan en som … lad os bare sige sådan en som Sharon Van Etten. Hvis man ser på hendes karriere, er det faktisk gået virkelig langsomt. Det har været en langsom opbygning til den status, hun har i dag. Det synes jeg er meget inspirerende«.
Havde nærmest givet op
Hvilken dag var den vigtigste dag i din karriere?
»Da jeg spillede Spot Festival i 2021. Vi spillede i Musikhusets Lille Sal, og der var en lang, lang, kø af folk, der ikke engang nåede ind. Koncerten gik helt enormt godt, og vi fik fuldstændig blændende anmeldelser. Og så røg vi direkte i baren bagefter for at hilse på alle mulige vigtige musiktyper«.
»Jeg kom i gang med min karriere ret sent, og jeg havde nærmest allerede givet op på idéen om, at det kunne blive en levevej for mig. Men den oplevelse var øjeblikket, hvor jeg indså, at det nok skulle ske, hvis bare jeg blev ved med at arbejde«.
Hvornår var du mest stolt af dig selv?
»For en måneds tid siden var jeg til casting på en spillefilm, og jeg var fucking bange. Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i? Men så trådte jeg ind i det der lokale med de sødeste mennesker, og al min nervøsitet forsvandt. Og så fik jeg fandme rollen! Mere kan jeg ikke afsløre lige nu … «.
Hvad har skuffet dig mest i din karriere?
»Det lyder enormt forkælet, men jeg var faktisk rigtig skuffet over mit crowd, da jeg spillede på Roskilde Festival sidste år. Jeg tror, det kommer af, at jeg spillede i warmup-dagene året inden, hvor det bare var en totalt sejr. Solen stod lige helt rigtigt, der var masser af mennesker«.
»Sidste år skulle det være endnu vildere. Men det, der foregik behind the scenes i den periode, var virkelig hårdt. Et af mine bandmedlemmer sagde op med øjeblikkelig virkning under en måned inden showet, og jeg havde ikke et label på det tidspunkt«.
»Jeg havde en drøm om, at det skulle være sådan helt Guldimund-agtigt. Publikum helt til horisonten. Og det var der ikke. Det var et fuldt telt, det var ikke et dårligt fremmøde. Set i bakspejlet var det totalt klasse. Bagefter var jeg sådan ’okay, hvad fuck brokker du dig over?’. ’Hold din fede kæft’«.
»Men det er bare et stort pres at spille den festival. Forventningerne kan ikke undgå at blive skruet overdrevet meget op«.
»Det er mig, der er chefen«
Hvad er den dårligste oplevelse, du har haft i dit professionelle liv?
»Når jeg har afsluttet samarbejder, og folk har taget det ekstremt personligt. Jeg kan huske første gang, jeg skulle fyre nogen. Der var jeg fucking bange. Jeg lå bare i tre dage med influenza-agtige fornemmelser på sofaen. Mit hjerte bankede, jeg svedte, og jeg havde nærmest feber«.
»Jeg har også skullet gøre det nogle gange efterfølgende. Det er altid ekstremt ubehageligt, men det bliver nemmere. Nogle gange har det været relationer, som jeg troede kunne holde til det, men det kunne de ikke. Det er hårdt. Men jeg bliver nødt til at tage ejerskab. Der er jo et hierarki, og ja, det er mig, der er chefen«.
»Nu lyder det, som om jeg fyrer folk til højre og venstre … det gør jeg altså ikke«.
Hvornår var du sidst virkelig bange?
»Inden det her interview … «.
Hvorfor?
»Inden for de sidste par år, hvor Brimheim-stjernen er vokset, har jeg fået noget social angst. Ej, nu skal jeg ikke sidde her og selvdiagnosticere … jeg mener bare, at jeg er blevet mere selvbevidst. Jeg får det ret nøjeren i store sociale sammenkomster og interviews«.
»Jeg tror, det handler om, at jeg gerne vil repræsentere mig selv godt. Sådan ’hvordan skal jeg være i den her situation?’, ’hvad skal jeg svare på det her spørgsmål?’. Det lyder måske lidt krukket. Du ved, jeg er ikke fucking Rahim. Jeg er jo bare en lille indie-girl. Who cares? Men der er alligevel nogle forventninger til, hvordan jeg skal være, eller hvem jeg er«.
»Som regel smelter det væk, når jeg lige får en bajer til festen, eller når jeg går i gang med at tale. Som nu, eksempelvis«.
Fedt, men deprimerende
Hvornår har du bevæget dig i den forkerte retning?
»Dengang min debut næsten var færdig, og jeg viste albummet til mit daværende pladeselskab. De syntes, det var fedt, men også meget deprimerende. De ville have noget uptempo. Og jeg var sådan ’okay, fint nok, jeg skriver den sang til jer’, og så skrev Søren og jeg ’Hey Amanda’«.
»Jeg kan egentlig godt lide sangen. Altså teksten er skrevet til min rigtig gode veninde, og jeg er jo også lidt en poppige. Men jeg spiller den nærmest aldrig live, for det føltes meget konstrueret«.
»Der skulle jeg have stået fast og sagt, at det altså bare var sådan, pladen var. Den er fucking deprimerende, fordi den er skrevet, mens jeg var fucking deprimeret. Jeg behøver ikke at shoehorne en glad lille tune ind i midten af det hele for at gøre det mere spiseligt for folk«.
Hvad er den største udfordring, du har overkommet?
»Min egen tvivl på mig selv. Jeg føler mig meget som en late bloomer, hvad det angår. Og jeg kæmper stadig med det. Som man måske kan fornemme i min musik, har jeg en masse stemmer inde i hovedet, som jeg skal overtale rigtig meget til at være på min side … eller i hvert fald til bare at tie stille. Det er en kamp, jeg er i på konstant plan«.
»De har altid været der, dæmonerne. Jeg havde en ret kras tid i min barndom og ungdom, som jo helt klart har forstærket følelsen. Et kras familieliv med en masse, masse lort. Og det symptombehandlede jeg ved at opføre mig på alle mulige crazy måder i min ungdom«.
»Men hvis jeg spoler fem år tilbage, tror jeg ikke, jeg ville kunne forestille mig at have det, som jeg har det nu. Jeg troede slet ikke, det var muligt at nå hertil. Der er selvfølgelig stadig alt muligt flimmer, men jeg stoler på mig selv. Jeg ved, jeg godt må være her, og at jeg har en plads her i verden«.
‘Ratking’ udkommer fredag den 22. marts. Aftenen før inviterer Soundvenue LIVE til releasefest på Copenhagen Distillery – køb billet HER.