’Come & Get It’: Kiley Reids svære toer om alle de penge vi (mis)bruger

Kiley Reid. (Foto: David Goddard)

ROMAN. Hvor skæbnesvanger kan en crisp 20 dollar bill vise sig at være? Det kommer an på, hvor pertentligt den er foldet i Kiley Reids anden roman, når hun præsenterer os for gæsteprofessoren Agatha, transfer-eleven Kennedy og afgangseleven Millie, som vi skal hænge ud med et semesters tid på University of Arkansas.

Pligtopfyldende Millie har haft sabbatår året forinden og sparet så meget sammen, at hendes største ønske nu er at spare endnu mere sammen, så hun kan købe et hus.

Kennedy kommer lige fra et forfærdeligt semester, men i hendes familie er der ikke noget, der ikke kan fikses med en tur i Target og skilte med tekster som »For Like Ever« og »Rise and Grind«; »Live laugh love«-afarter som plastrer hele hendes værelse til.

Agatha kommer med et nyligt forlist forhold i bagagen, hvor hendes partner var lidt for økonomisk afhængig af hende og pengene et omdrejningspunkt i bruddet. Nu har hun sagt ja til et gæsteprofessorat, samtidig med at hun interviewer studerende til en bog om bryllupper – men undervejs er der noget helt andet, der fanger hendes opmærksomhed: De studerendes lemfældige omgang med penge.

Lige så nøgternt og lige-ud-ad-landevejen som Reid skriver, lige så morsom lykkes hun også med at være; selv i lydbogsformat siges citater så gyldne, at de nemt kan ses trykt på t-shirts eller leve et evigt meme-liv. Eksempelvis da en af de studerende bliver ubeskriveligt begejstret ved synet af en humpel manchego og udbryder »I love cheese that looks like this!«.

Fortællingens perspektiv får lov til at flyde sømløst mellem karaktererne, og Reid lader os træde ind i alles hoveder, hvor en drugged up tur på skøjtebanen lever side om side med en rystende smuk indre monolog om selvmord, der gør ondtondt.

‘Come & Get It’ af Kiley Reid (Foto: Penguin Random House)

Romanen sætter tempoet en smule op, da det viser sig, at man kan høre Kennedys samboers samtaler fra Millies værelse. Det giver lige pludselig Agatha mulighed for at begynde at skrive artikler om de studerendes forbrug og forhold til penge til Teen Vouge baseret på naboens sladder – det giver desuden Millie en mulighed for at tjene ekstra penge til huset ved at have Agatha siddende på sit gulv hver torsdag.

Det hele vikler og roder sig stille og roligt sammen med pludselige åh-så-forbudte-kys, hundemedicin og relationsangst. Alt kulminerer i et meget tydeligt set up/pay off-klimaks. Undervejs danser Reid med og omkring race, klasseskel og beskidte tallerkener.

Det virker desværre bare lidt som om, at nogen har fortalt Kiley Reid, at nu skal der altså ske noget vildt til sidst. Hun skal lige være morbid og morsom på kommando, men lykkes ikke med nogen af delene. Det bliver næsten lidt plat. Det ganske blodige åh-nej-øjeblik skal samle alle tråde i fortællingen, så Agatha, Millie og Kennedys dollars og plottanker afvikles og fordeles, men det føles bare fladt.

Gispede jeg i øjeblikket? Himmelhøjt. Rynkede jeg brynene resten af tiden, fordi jeg ikke helt forstod, hvad jeg skulle bruge det til? Det gjorde jeg så også.

Vi taler om den svære toer her, for Kiley Reid bedårede alt og alle med sin satiriske debutroman, ’En skøn alder’.

Hun lykkes allerbedst i ’Come & Get It’, når hun agerer fluen på væggen og ganske udømmende lader os forstå det moderne USA’s udfordringer gennem The University of Arkansas’ bonede kollegiegulve og disses beboere – men i det store og hele bliver det sørgelige, smukke og vigtige lidt klemt af intentionen om at skrive det vildeste, der nogensinde er skrevet, og de egentlige pointer udvandes desværre ligeledes i ligegyldige sidehistorier.


Kort sagt:
‘Come & Get It’ er et lidt for langt, men tilpas underholdende og oplysende indblik i det amerikanske universitetsliv krydret med beskidte penge, endeløse meme-citater og et plat-fladt klimaks. 

'Come & Get It'. Roman. Forfatter: Kiley Reid. Forlag: Penguin Random House. Lydbog: Tilgængelig hos Audible. Sprog: Engelsk. Længde: 400 sider eller 12 timer og 52 minutter.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af