‘Great Expectations’ gør forventningerne til skamme med et stort glimt i øjet

Der skal en selvsikker forfatter til at debutere med en roman med titlen ‘Great Expectations’. 

Navnet, der er lånt fra Charles Dickens’ klassiker, afføder hurtigt … høje forventninger. 

Ligesom hos Dickens er forventninger på mange måder også omdrejningspunktet i Vinson Cunninghams bog.

Den unge, sorte mand David Hammond får tilfældigvis muligheden for at arbejde på en karismatisk, ung, sort politiker fra Ilinois’ kampagne for præsidentembedet. Politikeren er altså et spejlbillede af Barack Obama, da han skulle vinde sin første præsidentperiode, men kaldes konsekvent bare »the candidate« eller »the senator«. 

Den æstetisk ultraobservante David er tilsyneladende den eneste i landet, der ikke deltager hovedkulds i forventningsekstasen til den historiske kandidat, men med sit analytiske blik i stedet ser, hvordan han fjerner sig fra at være en konkret person til et ubevægeligt ikon.

Samtidigt oplever David sig selv på en ny måde. Vævet sammen med barndomshistorier fra sociale boligbyggerier reflekterer han over de rige mennesker til kampagnens fundraisere og studerer deres miljø, hvor han selv bliver værdsat alene for at være sort.

Om det er mennesker, udsigter eller kunstværker tager Cunningham sig tid til udførlige beskrivelser og referencer til blandt andre impressionistiske kunstnere som Pierre-Auguste Renoir og Henry James, der begge repræsenterer slutningen på en tradition, før en ny tager over. 

Cunningham selv er kulturskribent og podcastvært ved The New Yorker og arbejdede på Obamas præsidentkampagne i 2007-08 – under sloganet »håb« – da han selv var i start 20’erne.

På trods af, at han ikke har kunnet sætte en præcis genre på sit værk, har han indrømmet, at ‘Great Expectations’ indeholder autofiktion, og det er ret nemt at genkende kritikeren eller kunstnerens outsiderobservans i teksten.

Han har også beskrevet den som en künstlerroman, en underkategori af den klassiske bildungsroman (Dickens’ ‘Great Expectations’), hvori et ungt menneske vokser op, med fokus på udviklingen i en kunstners sensibiliteter. Men i den kapacitet underminerer den de gamle traditioner. 

Det er en coming of age-historie, der starter, mens karakteren er i sine 20’ere, og slutter før han har lært at forstå sig selv eller er blevet kunstner. Men det uforløste er hele pointen.

Paralleliseret med forventningerne til Obama, manden der skulle signalere USA’s langsommeligt opnåede modenhed, giver romanforventningernes underminering mening.

Historien viste sig ikke at gå i en lige linje i USA. Reaktionen til modenhed i det politiske system viste sig at være barnlig. 

Den fulgte ikke en traditionelt opbygget, narrativ linje – og det giver mening, at historien, der undersøger den tid, heller ikke gør det. 

Ud over strukturen overrasker fokus i historien også. Nogle af de elementer, man normalt ville sætte i centrum – hovedkarakterens unge faderskab, den helteagtige præsidentkandidat – optræder kun i periferien af fortællingen. 

Langt hen ad vejen er det frustrerende. Hvor er dramaet henne? Hvor er udviklingen? David går bare rundt og observerer uden at blive lige så fortryllet som alle andre – udtrykt i uendelige miljøbeskrivelser, der simpelthen er overgjorte – han opstiller heller ikke nogen egentlig modkritik. Han giver ikke engang nogen særligt eksklusiv adgang til det politiske maskineri, som læseren måske ikke kender til. 

Men når alt kommer til alt, er den frustration jo bygget på forventninger, der ikke bliver indfriet.

Måske ligesom at forventningerne til Obama aldrig kunne indfries? 

»He was a moving statue«, siger David om kandidaten, der var bygget op som kulminationen på den amerikanske historie. Ved at genbesøge de sene 00’ere bliver de til en fikseret historisk periode, der allerede føles langt borte. Et kostumedrama de fleste af os levede igennem. 

Til kontrast ønsker David at være real, og han formår også at blive levende ved at lade så mange spørgsmål stå ubesvarede hen. Livet kan sagtens opleves som en rodet omgang.

Når sidste ord er læst, valget er gået, sådan som vi vidste fra starten, at det ville gå, og de traditionelle forventninger til struktur, mening og drama stadig ikke er indfriede, må man lukke sin bog og se titlen blinke ironisk til én: ‘Great Expectations’.

Okay, Cunningham – du fik mig. 

---

Kort sagt: 
Fra først til sidst undervælder ‘Great Expectations’ udspekuleret læserens forventninger med vævende æstetiske beskrivelser og måske formålsløs baghistorie til en ung, sort medarbejder på en præsidentkampagne for en kandidat, der er utroligt høje forventninger til.