‘Ringenes herre’- og ‘Titanic’-skuespiller Bernard Hill er død

‘Ringenes herre’- og ‘Titanic’-skuespiller Bernard Hill er død
Bernard Hill i 'Ringenes herre'-filmtrilogien. (Foto: PR)

Søndag morgen døde den engelske skuespiller Bernard Hill. Han blev 79 år gammel. Det bekræfter hans agent til Deadline uden at give en dødsårsag.

Omkring årtusindeskiftet var Bernard Hill med i to af de største filmsucceser i historien.

I 1997 medvirkede han i James Camerons rekordslående biografsucces ‘Titanic’ som Kaptajn Smith. Få år senere spillede han Théoden, Konge af Rohan, i de to sidste dele af Peter Jacksons ‘Ringenes herre’-trilogi, ‘Ringenes herre: De to tårne’ fra 2002 og ‘Ringenes herre: Kongen vender tilbage’ fra 2003.

Bernard Hill kom fra en familie af kulminearbejdere i Manchester og slog ifølge Deadline igennem med sin hovedrolle i BBC-miniserien ‘Boys from the Blackstuff’ fra 1982. Han modtog en Bafta-nominering for denne præstation.

Senere har han også medvirket i Hollywood-film som ‘Operation Valkyrie’, ‘The Scorpion King’, ‘Wimbledon’ og ‘Gothica’.

Bernard Hill efterlader sig en kone og en søn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af