Robert Eggers har med ‘The Witch’, ‘The Lighthouse’ og ‘The Northman’ vist, at han er et af filmverdenens største talenter, når det kommer til uudgrundelig stemningsfuld horror, skæv urovækkende gru og taktil action.
Og forventningerne til den kompromisløse amerikaners næste film har længe været skudt helt i vejret.
Det er nemlig et remake af vampyrklassikeren ‘Nosferatu’ med et blændende cast i ryggen, og nu er første trailer landet. Og lad os bare slå fast, at den ikke just sænker forventningerne.
I filmen hjemsøger den blodtørstige Count Orlok en ung kvinde, som han bliver betaget af. Greven spilles af Bill Skarsgård, den unge kvinde er Lily-Rose Depp, og omkring dem finder man kapaciteter som Willem Dafoe, Emma Corrin, Aaron Taylor-Johnson og Nicholas Hoult.
Robert Eggers har selv skrevet manuskriptet baseret på F.W. Murnaus Dracula-inspirerede, ekspressionistiske klassiker ‘Nosferatu’ fra 1922. Werner Herzog lavede i 1979 sin ligeledes berømte version med Klaus Kinski i titelrollen, så det er store sko, Eggers skal udfylde.
Eggers’ ‘Nosferatu’ har været undervejs i en rum tid, og tidligere skulle Anya Taylor-Joy have spillet hovedrollen, men hun er altså blevet afløst af Lily-Rose Depp.
Filmen får premiere til jul, forhåbentligt også i Danmark.