Roskilde Festival: Det var stort set umuligt at dechifrere, hvad Jane’s Addiction-frontmanden sang

Lørdag aften stod Jane’s Addiction for det sidste store rockbrag på årets Roskilde Festival, og – modsat eksempelvis Khruangbin torsdag – var det ikke just, fordi man stod i kø for at komme ind under teltdugen på Arena.

Måske fordi folk lige skulle være helt sikre på, at bandet rent faktisk indfandt sig. I ugen op til det danske visit var der nemlig tikket nyheder ind om to aflysninger på det californiske bands igangværende europæiske turné.

Ifølge meldingerne grundet akut sygdom, og selvom Jane’s Addiction gik på scenen som planlagt, fremstod det alligevel hurtigt klart, at forsanger Perry Farrell ikke just var i peak fitness condition.

Hans vokal var påfaldende hæs og forsvandt i instrumenternes massive tapet, og den blev således i langt størstedelen af koncerten nærmest til et hvæsende instrument i sig selv. Det var stort set umuligt at dechifrere, hvad han sang.

Det havde en vis dramatisk effekt i ’Stop!’ og ’Up the Beach’, der blev serveret som ulmende, dunkel psychedelia, og hvor Dave Navarros voldsomme guitar-bredsider ganske effektivt skabte dynamik og nerve.

Til gengæld faldt det til jorden under hittet ’Jane Says’, der potentielt kunne have været et stort samlende øjeblik, men hvor det smerteligt fremgik, at Farrells stemme kæmpede en duel med Navarros guitar – en duel, Farrell tydeligvis tabte.

Selvom den flamboyante frontmand generelt opererer i det mere skingre register, var det alligevel påfaldende, hvordan han så tydeligt pressede sit stemmebånd til det yderste under Jane’s Addiction koncert på Roskilde Festival.

Han var da også selv klar over miseren, idet han italesatte, at han måtte smøre halsen med en angiveligt 12 år gammel whisky.

Fraregnet den genstridige stemme fremstod Farrell dog veloplagt, og både han og Navarro var desuden vanligt skarpe dressmen iført henholdsvis bredskygget hat og sort kimono. Sidstnævnte gik i øvrigt glimrende i spil med de asiatisk inspirerede visuals på scenetæppet.

Det blev ligeledes til en indigneret klima-opsang om havenes tilstand, og det var, som om det også var en medvirkende faktor til, at Farrells vokal endelig kunne matche den karisma, han udstrålede.

Jane’s Addiction sluttede således med en blændende version af ’Been Caught Stealing’, som virkelig understregede, hvorfor de står som et centralt band i rockhistorien og har fungeret som bindeled mellem 80’ernes hårde rock og 90’ernes grunge.

Det var bare en skam, at det næsten skulle tage en hel koncert, før Perry Farrell fik varmet stemmen op til topform.