Syv sange der viser, hvordan Sophie har skubbet popmusikkens grænser

Sophie var både en visionær artist, en nyskabende producer og et forgangsbillede for kønspolitisk frigørelse. Før det posthume album 'Sophie' lander fredag, ser vi tilbage på en kort karriere, der satte store spor i popmusikken.
Syv sange der viser, hvordan Sophie har skubbet popmusikkens grænser
Sophie. (Foto: Charlotte Wales)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Bipp’ (2013)

Hvorfor er den vigtig?
Sophies ‘Bipp’ var et jordskælv på musikscenen. Her fandt hun sin egen lyd og slog sig samtidig fast som fremtidens producernavn, for hvad i alverden var det her? Alien-musik? Chipmunk house? Eller bare lyden af fremtiden? 

Det faktum, at sangen ikke lyder helt så overvældende anderledes her 11 år efter, understreger bare, at vores ører har vænnet sig til lyden af Sophie.

Hvor kan indflydelsen høres?
Utrolig mange steder, faktisk. Men måske især i hyperpopgenren, der blev født ud af den lyd, ‘Bipp’ introducerede. Se bare kunstnere som A.G. Cook og Danny L Harle, der sammen med resten af PC Music-bevægelsen (som Sophie til dels var en del af) udviser en dekonstruktivistisk tilgang til popmusik, som kan spores tilbage til ‘Bipp’.

Sophie brød hurtigt igennem lydmuren, og det siger alt om hendes succes, at selveste Madonna endte med at hyre den skotske producer på ‘Bitch I’m Madonna’ – en sang, der klart bruger ‘Bipp’-virkemidler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Just Like We Never Said Goodbye’ (2015)

Hvorfor er den vigtig?
Båret frem af en højpitchet smølfestemme skubbes der på ‘Just Like We Never Said Goodbye’ til grænserne for, hvordan en popballade kan lyde. 

Her er ingen trommer, bare skarpe synths der underbygger den sørgmodige kærlighedsfortælling. Det er et originalt take på en popballade, der med højt tempo og skarpe, polerede lydeffekter skaber en kontrast mellem det kunstige og det ægte.

Det er som lyden af en smuk plastikblomst, der åbner op for en ny måde at skabe intimitet mellem kunstneren og lytteren.

Hvor kan indflydelsen høres?
‘Just Like We Never Said Goodbye’ er blevet lavet til et mashup med Caroline Polacheks ‘I Believe’. Måske passer de to numre så godt sammen, fordi Polachek har dedikeret ‘I Believe’ til Sophie.

Sangen ’Just Like We Never Said Goodbye’ har i hvert fald skabt en ny, plastisk form for popmusik, som Polachek dyrker på eksempelvis storværket ‘Desire, I Want To Turn Into You’ fra 2023.

Polachek har i øvrigt hyldet Sophie i et interview med People, hvor hun fortæller, at hun ville lave et album, der ligesom Sophies musik indeholdt store modsætninger: »Hun kunne være så blød og så hård på samme tid, og hun kunne være så hurtig og langsom på samme tid«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Vroom Vroom’ (2016)

Hvorfor er den vigtig?
Sophie var ikke kun en visionær soloartist. Hun prægede også popmusikken ved at producere for andre.

På den front er det umuligt at komme udenom den Sophie-producerede ‘Vroom Vroom’, der varslede et stilskifte for Charli XCX henimod hyperpop. Et stilskifte, der der satte hendes kurs mod at blive den superstjerne, som senere tog verden med storm i 2024 med albummet ‘Brat’.

Beatet på ‘Vroom Vroom’ er stramt, skarpt og metallisk, og det lyder i dag mere end nogensinde som tidens pop. Men i 2016 var Sophie stadig lyden af fremtiden.

Hvor kan indflydelsen høres?
‘Vroom Vroom’ var med til at plante de frø, der under ‘Brat summer’ er vokset til frodige frugter. Det skyldes Sophies fremsynede produktionsgreb, der langsomt men sikkert har været medvirkende til at gøre hyperpoppen mainstream, og som samtidig skubbede grænserne for popmusik.

Charli XCX selv har anerkendt Sophies indflydelse og eftermæle på ‘Brat’-sangen ‘So I’, der hylder den afdøde producer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘It’s Okay to Cry’ (2017)

Hvorfor er den vigtig?
Hvordan responderer man på at blive anset som en del af fremtidens lyd? Man udvider sit univers.

‘It’s Okay to Cry’ er lyden af kompromisløs forløsning. Her hører vi for første gang Sophies stemme upoleret, og i musikvideoen ser vi sågar hendes ansigt for første gang. Hun viste frit verden, at hun var transkønnet.

Forløsningen kan helt konkret høres i sangens sidste 30 sekunder, hvor lydbilledet på euforisk vis pludselig eksploderer. Her overgår sangen pludselig til at være et kønspolitisk frigørelsessted for en kunstner, der længe havde holdt sin seksualitet skjult.

Hvor kan indflydelsen høres?
Sophie var en central del af en bevægelse, der skabte mere plads til seksuelle minoriteter på musikscenen. 

Indflydelsen ses generelt i slut-2010’ernes bekæmpelse af stigmatiseringen omkring transkønnede artister, hvor kunstnere som Kim Petras, 100 Gecs og Dorian Electra også var med til at gøre op med de konforme kasser. Eller hos Arca, en anden central figur fra samme scene som Sophie. Arca og Sophies slægtskab førte desuden til samarbejdet ‘La Chiqui’ fra 2020. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Faceshopping’ (2018)

Hvorfor er den vigtig?
‘Faceshopping’ er beskidt som bare fanden. Det rammer fuldstændig in-your-face med et industrielt dommedagsbeat og et nærmest manisk refræn, der gentages utallige gange.

Man har lyst til at flå sine høretelefoner af, samtidig med at man ikke kan lade være med at lytte videre.

Midtvejs opløser nummeret sig selv på uforudsigelig vis og sender lytteren ud at svæve i vægtløs, pangfarvet skønhed. Det sker blot for at vende benhårdt tilbage til det voldsomme udgangspunkt, der rusker lytteren rundt en sidste omgang.

Sjældent har kontrasterne været større hos Sophie end her. 

Hvor kan indflydelsen høres?
FKA Twigs udgav mesterværket ‘Magdalene’ i 2019, hvor der kan spores elementer af samme kompromisløse kombination af hårdhed og skønhed.

Desuden samarbejdede Vince Staples med Sophie på ‘Samo’ og ‘Yeah Right’ fra hans 2017-album ‘Big Fish Theory’, hvoraf især sidstnævnte lyder utrolig meget som ‘Faceshopping’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Immaterial’ (2018)

Hvorfor er den vigtig?
Hendes mest streamede sang er intet ringere end popprinsesse-anti-material-girl-Sophie, som leverer sin mest befriende dansegulvsskæring til dato.

Men der er også noget større på spil. Sophie har udtalt, at hun følte sig sat i bås af labels, og ’Immaterial’ handler også om frigørelse fra de bånd. »I can be everything I want, I can’t be held down« og »I don’t have to explain, just leave me alone now«, lyder det på sangen.

‘Immaterial’ er klokkeklar og effektiv kommunikation om, hvordan du fandeme ikke ved, hvor du har denne immaterielle kvinde. Ingen kan røre hende, for hun svæver over os alle.

Hvor kan indflydelsen høres?
En lignende frigørelse høres på Kim Petras ‘Treat Me Like a Slut’, hvor hun gennem den eksplicitte tekst generobrer kontrollen over sin seksualitet.

Indflydelsen kan også høres hos Hannah Diamond, der eksempelvis på ‘Poster Girl’ arbejder videre i samme æstetik som ‘Immaterial’ – her i form af drømmen om at blive en umenneskelig, perfekt udgave af sig selv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Reason Why’ (2024)

Hvorfor er den vigtig?
Førstesinglen fra det posthume album er Sophie fra sin mest friske og mainstream-poppede side. Sangen viser, hvordan Sophies tidligere så eksperimenterende univers i dag kan fungere i en tilgængelig og simpel indpakning.  

11 år efter ‘Bipp’ er Sophies lyd pop, men det er netop, fordi popmusikken har bevæget sig i retning af Sophie. Hun har ændret grænserne for, hvad der er pop.

Hvor kan indflydelsen høres?
Det er naturligvis for tidligt at spore konkret indflydelse for et nummer, der udkom i juni.

Men det, at der kan udgives en så ligefrem popsang under navnet Sophie, understreger, hvor meget hun har rykket popmusikken. 

Sophie har taget elementer, der før blev set som værende for anderledes til mainstreamen, og gjort dem pop. Det gælder både lydmæssigt og seksualpolitisk – som sangene på denne liste illustrerer.

Hun har gjort musikverdenen til et mere åbent og inkluderende sted. Et sted med plads til mere forskellighed. Det er et smukt eftermæle. 

Det posthume Sophie-album ‘Sophie’ udkommer 27. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af