Jamie xx har et klart svar til sine kritikere på det dystre og kropslige ‘In Waves’
Når nu der er gået ni år siden Jamie xx’ seneste soloalbum, ‘In Colour’, er det ingen overraskelse, at opfølgeren, ‘In Waves’, lyder anderledes. Den poprap, EDM-gospel og dancehall, der viste sig i glimt dengang på numre som ‘Loud Places’ og ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’, lyder i hvert fald ved genhør som en 2010’er-ting, der ikke egner sig til at blive gentaget.
Men at Jamie xx har rykket sig så forholdsvis meget, som man hører på det nye album, var alligevel ikke til at forudse. Hvor han i 2015 lukkede lyset ind og skabte housemusik, som bedst egnede sig til sene eftermiddage i solen, omfavner han i dag mørket. Hvis det er et svar til dem, der kritiserede ham for at lave klubmusik, man ikke kunne spille på en klub, er det ret overbevisende.
Samples fra soulmusik er stadig et gennemgående tema, men på ‘In Waves’ bliver de behandlet brutalt. Almeta Lattimores ‘Oh My Love’ fra 1975 overhældes på deephousede ‘Treat Each Other Right’ af en digital opløsningsvæske, der får samplets Jackson 5-klingende sjæl til at slå om i noget mekanisk og dystert, inden Jamie xx til sidst sætter bassen fri i en forløsende outro.
Overskårne vokaler blafrer rundt på hele albummet. Selv Romys glasklare stemme får små rifter på ‘Waited All Night’. Nogle gange anvender Jamie xx fragmenterne til at skabe skælmske universer fulde af mystik som på den kornede perle ‘Dafodil’, andre gange bliver de til balstyriske melodier som på discodrømmen ‘Baddy on the Floor’ – et track, der viser hans formidable evne til at holde mange gryder i kog på samme tid og bevare overblikket.
Det klubbede højdepunkt kommer halvvejs, efter albummet har vibet med døsige genfærd af tango på ‘Dafodil’ og destabiliseret beatet på ‘Still Summer’, så man får fornemmelsen af at befinde sig på kanten af virkeligheden. For her følger Jamie xx op med den ovenud bratty ‘Life’, hvor Robyn ligger som et dybt staccato over markeret bas og kommanderer os ud på et bouncy dansegulv.
Slut med at sige, at Jamie xx ikke har krop i sin musik. Men det er tydeligt, at han også vil mere end at modbevise sine kritikere på ‘In Waves’. For albummet slutter med tre voiceover-tracks, der fungerer som hver sin lille kortfilm med fint komponerede forløb.
‘Breather’ sampler en yogainstruktør, men bag hendes holistiske instrukser lurer en mekanisk skyggevokal. Produktionen er stadig i brat mode med dunkelhed og sirenesynth, og Jamie xx leger meget formfuldendt med grænsen mellem lys og mørke, dur og mol.
Tendensen fortsætter på ‘All You Children’, hvor Jamie xx’ producerhelte fra The Avalanches leger med. En venlig big mother-stemme kommanderer sine børn ud på dansegulvet med et smittende beat, men langsomt forvandles hun til en ‘Squid Game’-tyran: »Stop your crying, dance with me«.
Der står man så, holdt i musikkens jerngreb, og kommer til at tænke på, at elektronisk musik altid har været et spørgsmål om den uklare grænse mellem frihed og underkastelse. Den pointe skærer Jamie xx ud i pap til sidst med ‘Falling Together’, hvor den irske danser Oona Doherty fører os gennem stadierne af overgivelse på dansegulvet, »the great ‘let go’«, mens musikken så småt tager farve af trance.
Ender det lidt for meget som public service? Måske. Men Jamie xx er eminent til at føre lytteren gennem forskellige vibes, og det får ‘In Waves’ til at fremstå som én glidende bevægelse – fra den lidt fortænkte åbner, ‘Wanna’, der lader os ane musikken i køen til klubben, til de bratty højdepunkter og rummene for refleksion, som er lige til at træde ind i.
Hvad man så finder derinde, må man selv ligge og rode med. Jamie xx lyder som en, der har fundet sig selv.
Kort sagt:
Jamie xx lukker op for mørket på ‘In Waves’, der både går lige i kroppen og får virkeligheden til at slå sprækker. 2010’ernes store houseikon har genopfundet sig selv.