Selvom der nu er gået ni år, siden den britiske producer Jamie xx sendte sit første – og hidtil eneste – egentlige soloalbum på gaden, er det, som om han aldrig har været helt væk.
For da ‘In Colour’ udkom i 2015, fangede albummet noget i tiden, som er blevet hængende lige siden.
Spørg bare elektronisk musiks store nye stjerne Fred Again.., der er tydeligt inspireret af Jamie xx’ melankolske, men forførende bud på en housemusik, der måske ikke egner sig til klubben, men så til gengæld dominerer på festivalerne.
På fredag kommer endelig opfølgeren, ‘In Waves’. Men inden da er det værd at zoome ind på et album, som (til en vis grad) har sat dagsordenen for elektronisk musik op til i dag
For selvom mange musikfans og de fleste store medier jublede, var det ikke alle, der var lige begejstrede for det skifte i den elektroniske musik, som Jamie xx indvarslede.
Hvordan blev albummet til?
Året er 2009, indiefeberen raser endnu, og The xx, en stilfuld kvartet fra London med flair for minimalistiske produktioner, brager ind på UK-charten med debutalbummet ‘xx’.
Deres appel: Romy og Oliver Sims slæbende vokaler, musikkens afskrællede coolness, den elegante videreførelse af arven fra postpunk – og de små glimt af let house, som James Thomas Smith, altså Jamie xx, får sneget ind i dette peak indie-projekt.
Alt ved The xx er stramt og underspillet. Måske også lidt for meget til Smiths smag. For ved siden af sit arbejde med gruppens beats og produktioner begynder han at arbejde på sin egen musik, og her er der helt anderledes plads til at være nysgerrig.
Først ommøblerer Jamie xx fuldstændig soulikonet Gil Scott-Herons sidste udgivelse på remixalbummet ‘We’re New Here’. Eneste genbrug er vokalsporet, som bliver udsat for drum’n’bass, glitches, kraftig sidechain og et væld af andre klubbede angreb.
Rimelig dristigt for en ung, hvid brite på 22.
Men projektet lykkes. Det er, som om Jamie xx slipper lyset ind i Gil Scott-Herons mørke svanesang.
Afslutteren, ‘I’ll Take Care of U’, fanger vokalen i sløjfe, mens beatet vokser med retning mod evigheden og signalerer, at festen for Scott-Heron først lige er gået i gang. Et remake af sangen ender med at blive titelsang og højdepunkt på Drakes hovedværk ’Take Care’ i 2011 – med en feature fra Rihanna.
Jamie xx er altså et producertalent ud over det sædvanlige. Det smitter af på hjemmefronten, hvor The xx’ andet album, ‘Coexist’, skruer op for flirten med house og dyrker gentagede linjer som Romys intime hook »being as in love with you as I am« på åbneren, ‘Angels’.
Men The xx er stadig ikke gearet til James Thomas Smiths ambitioner, og i 2015 kulminerer hans soloprojekt med debutalbummet ‘In Colour’. Skrevet over det halve årti, der er gået siden ‘xx’ – og med et helt andet musikalsk vingefang end de stramme tøjler i indiebandet.
I dag ses det af mange som et af 2010’ernes bedste elektroniske album. Spurgte man til gengæld det elektroniske miljøs elite dengang i 2015 – repræsenteret af nichemedier som Resident Advisor og The Quietus – levede det slet ikke op til den musik, de ellers forbandt med at gå på klub. Det var, mente de, helt uden karakter, tyngde og kropslighed: »Klubmusik til den neoliberale tidsalder«.
(Note til Team Vanopslagh: Det var ikke ment som en ros.)
Hvordan lyder det?
Ikke alt ved ‘In Colour’ er lige godt.
Sidste halvdel af albummet skæmmes af Oliver Sims besøg på ‘Stranger in a Room’, der lyder som præcis den døsige indie, Jamie xx ellers ville væk fra.
Young Thug og Popcaans ekko af ragga på ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ stikker også uheldigt ud, ligesom Romys storladne EDM-gospel på ‘Loud Places’ smager af generisk fællesskab trods fine detaljer som skramlet koklokke.
Men ellers er ‘In Colour’ et mønstereksempel på, hvordan man skaber bånd mellem house og mainstream.
På åbneren, ‘Gosh’, står et breakbeat tøjret som en prustende tyr, der venter på at blive sluppet løs. Det sker bare aldrig. I stedet toner en hymne frem over enkle akkorder, for det er det lette og opmuntrende, der er viben hos Jamie xx.
Skuffende? Nej, friskt.
Især fordi der er arbejdet med klang på albummet. ‘Obvs.’ lader sømløst olietønde, guitar og stemte træblokke afløse hinanden, ligesom ‘Sleep Sound’ er fyldt med skramlet percussion og let ustemte samples. Sammen med opskåret vokal lader det os ane et meget rigt liv under den lette overflade.
I det hele taget er ‘In Colour’ fuld af detaljer, der gør det rart at opholde sig i musikken.
På ‘Hold Tight’ lurer kvalte stemmer og reallyd i baggrunden, mens beatet bliver holdt levende af små rytmiske forskydninger og et tålmodigt crescendo. En lys alarm høres også konstant, og et eller andet er jo altså dermed galt – men ekstremt dragende på samme tid.
Man kan høre, at Jamie xx har haft en fest med at hive referencer fra house i forskellige afskygninger ned fra hylderne og pakke dem ind i idérige produktioner. Hele tiden med plads til melankolien, men også til den lette og uforpligtende rus.
Det er næsten som noget, vi kender fra i dag …
Hvad har det betydet?
Hvis man lytter til ‘In Colour’ og synes, det lyder som noget, Fred Again.. kunne have lavet knap ti år senere, er det vel, fordi de to briter har melankolien til fælles.
De henter begge to inspiration i 90’ernes og 00’ernes house, men vender musikkens dna på hovedet. Hvor det dengang var lyden af fremtiden, bader Jamie xx og Fred Again.. musikken i et konstant vemod, der får den til at lyde som en længsel efter fortiden.
Jeg skal ikke kunne sige, om Jamie xx var blandt de første til at se på den elektroniske musiks nære fortid med nostalgiske briller, men ‘In Colour’ har i hvert fald – som min redaktør så fint formulerede det i oplægget til denne tekst – fungeret som et blueprint for Fred Again.. og hans smilende tristesse.
Også den poppede undertone har de til fælles. Selvom ‘In Colour’ har talrige referencer til den elektroniske musiks historie, er det tydeligt, at Jamie xx’ projekt aldrig var at henvende sig til et snævert miljø, der genkendte referencerne.
Målet var hele tiden at trække musikken i retning af mainstream, for festen skulle ikke kun være for de få. Det opgør har præget den elektroniske musik lige siden, og Jamie xx har sejret. Se, hvordan Distortion er blevet en folkefest, og hvor meget dj’s i dag fylder på almindelige popfestivaler.
Så kan man diskutere, om det er en bjørnetjeneste for musikken. Hvis klubmusikken lever, men klubberne lukker, fordi de taber publikum til festivalerne, er det så en sejr? Og hvis musikken, der vinder frem, egner sig bedst til at vibe i solskin, er det så stadig klubmusik?
Og sådan kan man ellers fortsætte med at trække fronter op mellem en kulturel elite og masserne. Men er lektien ikke den, at det er en falsk krig? Idealet må være, at der er plads til begge dele.
Det, Jamie xx viste med ‘In Colour’, og som Fred Again.. har vist de seneste år, er, at vi mister noget, hvis vi affejer det lette.
Verden skal helst ikke være sort-hvid. Det var det, Jamie xx lærte os i 2015. Den skal være i farver.
Jamie xx udgiver sit andet soloalbum, ‘In Waves’, på fredag.