‘Kaos’: Jeff Goldblum leverer et rent pletskud som Zeus i original Netflix-serie over den græske mytologi
Oldtidens fascinerende guder og sagnfigurer hører til den slags historier, der aldrig går af mode.
Nordisk mytologi bliver hyppigt fortolket gennem alt fra bombastiske superhelte til økonomisk polstrede vikingeserier og selvfølgelig i vores egen Fenar Ahmads hæderlige ’Valhalla’-filmatisering.
Også det græske modstykke er blevet endevendt og genfortalt et hav af gange og er blevet brugt som skabelon for meget af samtidens populærkultur, hvilket gør, at de fleste nok vil kunne genkende mange af heltedigtene og myternes temaer og arketyper – uagtet ens gymnasiekarakter i oldævl.
Fascinationskræften af myterne er stadig intakt, og det så man også med sidste års ’Percy Jackson and the Olympians’, der succesfuldt svejsede guderne sammen med en frisk og nutidig setting.
I Charlie Covells (’The End of the F***ing World’) Netflix-serie ‘Kaos’ møder vi de græske guder, som de aldrig er set før, i en satirisk og kunstnerisk ambitiøs revitalisering af den græske mytologi.
Jeff Goldblum spiller Zeus (sætningen alene burde få enhver til at trække på smilebåndet), lyn- og tordenguden og kongen over de øvrige græske guder. Zeus regerer fra toppen af Olympen i et smækkert palads over en nutidig-ish verden, hvor meget af opmærksomheden er rettet mod Kreta.
Da han som en anden Homelander fra ’The Boys’ panikker ved synet af en lodret rynke (»guder ældes jo ikke, vel?«), rystes han så voldsomt i sin grundvold, at han straks kæder det sammen med en ældgammel profeti, der forudser gudernes undergang – herunder Zeus’ egen:
»A line appears, the order wanes, the family falls, and kaos reigns«, lyder det dystert.
Samtidig misbehager den stigende blasfemi blandt menneskeheden ham, der trods Kretas gudfrygtige konge Minos (Stanley Townsend) har vundet støt stigende indpas i den kollektive bevidsthed. Og så knirker hans incestuøse forhold til konen/søsteren Hera (Janet McTeer), den festglade søn Dionysus (Nabhaan Rizwan) og resten af gudefamilien i øvrigt gevaldigt.
Selv Zeus’ bedste ven (?) Prometheus (Stephen Dillane), som Zeus har lænket fast til en klippevæg (mens en ørn spiser hans lever), da han i fortiden forsøgte at forråde Zeus, konspirerer mod ham bag hans ryg.
På jorden viser det sig, at kæresteparret Orpheus (Killian Scott) og Eurydice (Aurora Perrineau), hvis kærlighed (fra Eurydices side) er visnet hen, spiller en central rolle i profetien. Da Eurydice brat mister livet i en bilulykke og lander i Hades underverden, hvor hun i stedet forelsker sig i den afdøde Caeneus (Misia Butler), har skæbnen kastet sine første afgørende terninger.
Med ‘Kaos’ har Charlie Covell begået endnu en seværdig og original Netflix-serie, der forener kulsort humor med et moderne bud på de klassiske, græske guder og en rig repræsentation af transkønnede- og nonbinære skuespillere i nogle af seriens centrale roller.
Det er en ganske stor produktion, hvor der er kælet for designet af de spraglede kulisser og kostumer på Kreta og Olympen, der står i skarp kontrast til den sort-hvide æstetik, som pryder underverdenen.
Jeff Goldblum er, med mumlende repliklevering, solbriller og løstsiddende afslapningstøj, i sit vanlige fjumrede og excentriske es. Hans humoristiske timing er som så ofte før hans stærkeste kort.
Men bag hans mange sjove quirks tordner Zeus’ storhedsvanvid, paranoia og forfængelighed, der sammen med hans mægtige kræfter ofte gør ham særdeles skræmmende og til det perfekte satiriske troldspejl, der nemt kan rettes mod nutidens magtsyge despoter.
Af det øvrige cast skal Butler, Dillane og McTeer fremhæves, men serien lider under en rollebesætning, der er så stor, at den tager for meget fokus fra de mere interessante karakterer og plottråde.
Men med det originale udgangspunkt og den generelt høje underholdningsværdi er man dog tilbøjelig til at tilgive de meste.
Kort sagt:
Jeff Goldblum er i hopla som en tyrannisk og paranoiaramt Zeus i Charlie Covells forfriskende originale opdatering af de gamle græske myter.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.