‘Percy Jackson and the Olympians’: Tidligere Hollywood-version blev et flop – denne gang vil ingen blive fornærmede
For godt og vel halvandet årti siden udkom den første filmatisering af Rick Riordans bestsellerserie ’Percy Jackson and the Olympians’ til en forholdsvis lunken modtagelse.
Et par år senere fik den en opfølger, der floppede katastrofalt og gav et tidligt nådestød til en franchise, der utvivlsomt forsøgte at gå Harry Potter-filmene i bedene.
De to Logan Lerman-bårne films fiasko blev af de fleste fans tilskrevet, at man fra produktionens side valgte at gå i en elegant bue uden om forlæggets forfatter – og Riordan har da også selv udtalt, at han følte sig forbigået, og at resultatet var som at se sit livsværk få turen gennem kødhakkeren.
Det var dog ikke så slemt, at det tog pusten kronisk fra ham, for vi er nu, 15 år senere, klar til at vække halvguden Percy Jackson til levende live igen – denne gang i hjemmebiografen, og denne gang med Riordan og Jonathan E. Steinberg (’Black Sails’, ’The Old Man’) bag roret. Så hvis man heller ikke bryder sig om denne inkarnation, går den altså ikke længere at skyde skylden på forfatterens manglende indblanding …
Heldigvis er den første sæson af ’Percy Jackson and the Olympians’ langt hen ad vejen en vellykket filmatisering af det første bind i bogserien, og jeg har svært ved at forestille mig nogen blive decideret sure over den – om end man måske heller ikke kommer til at sætte et stort kryds i kalenderen ved den 19. december 2023 for at markere den dag, tv-verdenen forandrede sig for evigt.
Serien spiller med meget sikre kort, og man savner generelt lidt risikovillighed, der ville adskille den fra så meget andet ungdomsunderholdning, der er at finde på skærmen. Men med det sagt er det jo en fortryllende god historie, vi får fortalt her.
Percy Jackson er 12 år gammel, da han finder ud af, at han er søn af ingen ringere end den græske gud Poseidon. Desværre finder han nogenlunde samtidig ud af, at der er nogen, der har stjålet Zeus’ tordenkile, og de fleste er ret sikre på, at det er ham. Det vil Percy selvfølgelig ikke have siddende på sig, så sammen med sine to venner, satyren Grover og Athenas datter Annabeth, drager han ud på en quest for at finde den rigtige synder og, ikke mindst, redde sin mor fra underverdenen.
’Percy Jackson and the Olympians’ gør noget så kækt som at snyde seeren til at lære. Vævet ind i seriens enormt fængende plot finder man nemlig en seriøs omgang oldævl, som man slubrer i sig, fordi det hele på en eller anden måde er relevant for historiens røde tråd – og måske særligt fordi det serveres med humor og et glimt i øjet.
Inden man får set sig om, har man pludselig styr på hierarkiet på Olympus, hvad en erinye er, hvem Echidna er, hvilke krige Ares er mest stolt af, og jeg kunne blive ved. Man kan tydeligt mærke, at Riordan har været gymnasielærer.
Selv om jeg personligt var godt tilfreds med Logan Lerman som Percy Jackson i sin tid, må jeg istemme den gængse kritik, der påpegede, at han – og hans medskuespillere – var for gamle (Alexandra Daddario, der spillede Percy Jacksons jævnaldrende ven Annabeth, var 24).
Denne gang er der nogen, der har sat en fod i jorden og castet, ja, børn. Walker Scobell var noget af det eneste gode ved Ryan Reynolds-filmen ’The Adam Project’, og han beviser endnu engang sit værd her som hovedrolleindehaver. Denne serie bliver ikke det sidste, vi ser til ham.
Annabeth spilles denne gang af Leah Jeffries, der har fået den umådeligt svære opgave at være kølig og distancerende, men også sympatisk og inspirerende, en balancegang hun for det meste mestrer. Det sidste led i trekløveret er Grover-skuespilleren Aryan Simhadri, der med sine meget indøvede replikker desværre ikke helt når op på niveau med de to andre – men forhåbentlig er det bare et spørgsmål om lige at finde sig til rette i rollen.
Visuelt er serien enormt betagende. Selv om jeg er stor modstander af den syndflod af CGI, der så ofte hærger filmlandskabet, er det en markant nemmere kamel at sluge, når der er kælet så meget for detaljerne (se: kimæren i St. Louis’ Gateway Arch), og når det blandes sammen med kulisser og rekvisitter, der kunne være produceret af Hefaistos selv.
Man får også smæk for skillingen, når actionsekvenserne går i gang. Særligt i afsnit 2 finder man en svært underholdende og velkoreograferet kampscene mellem den nyklækkede halvgud Percy og en datter af Ares. Action måtte dog godt forekomme en kende mere hyppigt, da serien har en tendens til at miste lidt af sit momentum.
I en tid hvor filmatiseringer til mellemgruppen lader til at være på vej frem igen (en ny omgang Narnia, Eragon og Harry Potter er i støbeskeen), bliver det spændende at se, om ’Percy Jackson and the Olympians’ holder vand – og om vi er så heldige at se hele Percys historie realiseret denne gang.
Kort sagt:
Sæson 1 af ’Percy Jackson and the Olympians’ er en vellykket omgang familieunderholdning, der næppe kan fornærme nogen.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.