‘Salem’s Lot’: En af de dårligste Stephen King-filmatiseringer til dato – det siger en del
I 1975 udgav Stephen King sin anden roman, ‘Salem’s Lot’, der stadig står som en af gysermesterens uhyggeligste bøger. Hvilket ikke siger så lidt.
Fire år efter udgivelsen blev fortællingen om den lille by Jerusalem’s Lot i Maine til en miniserie, skabt af en anden mester inden for genren, nemlig ’Texas Chainsaw Massacre’-instruktør Tobe Hooper. Den står tilsvarende som en af de mest vellykkede King-adaptioner til dato.
Samme kvalitet opnåede den danske Hollywood-instruktør Mikael Salomon ikke, da han gav sit bud på historien i 2004. Miniserien havde flere vellykkede elementer, men Salomon besidder ikke tilnærmelsesvis Hoopers sans for uhygge.
Med to meget forskellige versioner på tapetet skal man have et godt argument for at forsvare en ny filmatisering. Men det har instruktør Gary Dauberman ikke.
I hans Max-aktuelle film får den mystiske Richard Straker (Pilou Asbæk i en af karrierens mest ligegyldige roller) i al hemmelighed sendt en stor kiste til det mystiske og forladte hus på bakken i Salem. Om man kender historien eller ej, er det ikke svært at regne ud, hvad der er i kisten, men det lykkes til dels Dauberman at skabe et stemningsfuld anslag over fortællingens udgangspunkt: Vampyren Kurt Barlow er ankommet til byen.
Det samme er forfatteren Ben Mears, der er vendt tilbage til sin barndomsby for at få inspiration til sin kommende bog. Kort efter sin ankomst møder han den unge Susan, og de to udvikler hurtigt et romantisk forhold. Og her forspilder Dauberman den første af mange oplagte muligheder for at bruge Kings imponerende persongalleri.
Man kunne have ladet relationen mellem de to elskere udvikle sig smukt frem mod bogforlæggets hjerteskærende slutning. I stedet spildes slutningen på et overfladisk forhold, som man aldrig investerer sig det mindste i.
Så kærlighedshistorien er ødelagt. Men hvad så med Kings eminente vampyrhorrorfortælling, der byder på nogle af forfatterens mest hårrejsende og gruopvækkende scener?
Da Barlow kidnapper sit første offer, den blot 10-årige Ralphie Glick, så han kan begynde sin vampyrtransformation af byen, burde det være muligt at skabe en fornemmelse af både sorg og frygt i den lille by. Ikke mindst hos forældrene, der blot en uge senere er ved at miste deres anden søn, 12-årige Danny, da han er ude og lede efter Ralphie.
At Stephen King aldrig har været bleg for at mishandle eller skræmme børn fra vid og sans i sine romaner, er noget af det, der gør mange af hans fortællinger nærmest ubærlige at læse. Ingen er fredet. Og med manuskriptet til ‘It’ fra 2017 viste Dauberman da også, at han ikke er bleg for at overføre det aspekt til filmmediet.
Så meget desto mere skuffende er det at blive efterladt med indtrykket af, at han ikke så meget som har skimtet Stephen Kings forlæg, inden han skrev manuskriptet til ’Salem’s Lot’. Bogens ubehag, sorg, mod og vampyrhorror, hvor børnene spiller en afgørende rolle, er reduceret til en lang række slidte gyserklichéer. Som da Danny oplever en vippe, der vipper, uden der er nogen i nærheden, hvorefter en hånd dukker op ud af ingenting og griber fat i ham. Det er det niveau af uhygge, ‘Salems Lot’ byder på.
Herfra går det irriterende stærkt med at afvikle historien, og alle, der dør eller forsvinder (der er mange), er karakterer, man ikke rigtigt er blevet introduceret for. Alle afgørende mellemled springes over, og den snigende fornemmelse af, at byen langsomt bliver overtaget af vampyrerne, udebliver. Man sidder med en følelse af at være fuldstændig ligeglad med byens grumme skæbne.
Da et andet af byens børn, den handlekraftige Mark (en anden af bogens vigtigste karakterer, der er helt uinteressant her) noget umotiveret opdager, hvad Barlow er, begynder jagten for alvor på de mange vampyrer i Salem.
Og sjældent er en vampyrjagt set så uinteressant og så lidt uhyggelig som her.
Kort sagt:
Gary Dauberman fejler totalt med sin version af Stephen King-klassikeren ‘Salem’s Lot’ med Pilou Asbæk på rollelisten. En kandidat til en top 10 over de ringeste King-adaptioner. Det siger en del.