’Den sidste rejse’: Lad dig ikke narre af plakaten – svensk dokumentarhit går lige i tårekanalerne
Tilbage i maj havde jeg en helt særlig, tårevædet filmoplevelse i det nordvestlige Skåne.
Under en sommerhustur i Sverige besøgte jeg kystbyen Ängelholm, der har en lille, charmerende biograf tilhørende den traditionsrige kæde Röda Kvarn. Her indløste jeg billet til en lokal film, jeg aldrig havde hørt om, men som i månederne forinden havde slået den nationale billetsalgsrekord for dokumentarfilm.
Publikumssuccesen og de tre grinende mænd på plakaten til ’Den sidste rejse’ ledte tankerne hen på en plat folkekomedie i stil med danske ’Klassefesten’. Heldigvis blev jeg overrasket over, hvor vedkommende, rørende og oprigtigt sjov filmen viste sig at være.
»Hvorfor er den ikke kommet til Danmark?«, spurgte jeg mig selv.
Men det er nu sket, og forhåbentlig vil de danske biografgængerne ikke være lige så skeptiske, som jeg var i Ängelholm. For denne både hyggelige og rørende dokumentarperle (der i øvrigt netop er blevet valgt som Sveriges Oscar-kandidat) er skabt til et stort publikum, der griner og græder i kor.
Bag ’Den sidste rejse’ står duoen Filip Hammar og Fredrik Wikinsson, som siden 00’erne har været regulære tv-personligheder i Sverige, kendt for en række værtsroller og for deres humoristiske take på journalistik. Man kan sammenligne dem med Peter Falktoft og Esben Bjerre.
Begge optræder også som en slags selskabelige og jokende værter i den nye, personlige dokumentar. Filip er dog den egentlige hovedperson, mens Fredrik mest agerer ven, sparringspartner og praktisk gris.
Filip har et klart mål med filmen: Han vil ruske op i sin 80-årige far Lars, der er sygnet hen, både fysisk og mentalt, siden han i 2008 gik på pension fra sit elskede gymnasielærerjob. »Det skulle være vores gyldne år«, siger Filips mor Tiina, mens Lars, krumrygget og fjern i blikket, knap nok hører hende.
For at få farmand ud af læderlænestol og tungsind, der grænser til en depression, vil Filip tage ham med på en bilrejse til det sydlige Frankrig. Familien kom her hver sommer i 80’erne, da Filip var barn, og begge har varme minder derfra.
Deres opbyggelige roadtrip krydres med virkelige arkivbilleder og kassettebånd-memoer fra barndomsferierne. Og Filip skruer nostalgien et ekstra nøk op ved at leje en orange Renault 4, der er magen til deres gamle bil.
’Den sidste rejse’ befinder sig ofte et sted mellem tragedie og komedie. Det er sørgeligt at se Lars’ forfald, men hans klodsede bevægelser og til tider forvirrede sindelag er også temmelig komiske. Desuden er Filip og Fredrik ikke bange for at spinde humor over tristessen – som da de uden skam diskuterer heftigt, hvem der skal hjælpe Lars i bad på hotelværelset.
Dokumentaren har til tider et konstrueret skær, idet den ligner, lyder og føles som en fiktionskomedie. De instruerende hovedpersoner har tydeligvis styr på, hvordan man underholder sit publikum. Alligevel hersker der ingen tvivl om, at de mange sjove og fine scener mellem de medvirkende er fuldstændig ægte.
Kunstigheden viser sig at blive et gennemgående, overlagt greb i dokumentaren. For Filip sætter sig helt bogstaveligt for at konstruere scener på turen, der skal mime og genskabe svundne tider. Han og Fredrik iscenesætter for eksempel et falsk skænderi med franske skuespillere, fordi Lars har udtrykt sin store begejstring for det passionerede folk.
Det konstruerede aspekt har sin berettigelse, fordi det taler godt ind i et gennemgående tema, som Fredrik gentagne gange forsøger at konfrontere Filip med: Fortid er fortid, og Lars bliver aldrig helt den samme som sit unge, livslystige og friske jeg. Der er ting, som en nostalgifyldt rejse ikke kan vække til live, men Filip nægter at se det i øjnene, og han bliver næsten slået helt ud, når genskabelserne ikke fungerer i praksis.
Mest af alt er ’Den sidste rejse’ dog en hyggespredende og glædeskabende familiefortælling.
Det er rørende og livsbekræftende at se Lars få lyset tilbage i øjnene, da de krydser grænsen til Frankrig, og den gamle fransklærer udbryder: »Vive la France!«. Man griner med den kære mand, da han føler sig nødsaget til at skrifte hos en lokal præst, fordi han stadig skammer sig over at have skældt en taxichauffør ud tilbage i 1968.
Og man snøfter rørt, når han kalder sit gamle gymnasielærerjob »en fantastisk chance for at være god mod unge mennesker«.
Hvis ikke éns tårekanaler ikke allerede har overgivet sig undervejs, har ’Den sidste rejse’, gemt sit mest følelsesladede øjeblik til allersidst. Her indfinder Filip sig endelig med, at alt ikke kan blive, som det engang var. Måske er det mere givende at være taknemmelig for alle de oplevelser, man har haft gennem livet. Alle de mennesker, man har betydet noget for.
Jeg skal hilse og sige, at klimakset også har stor effekt ved et gensyn.
Kort sagt:
Lad dig ikke narre af plakaten – ’Den sidste rejse’ er en både vedkommende, sjov og til tider tragisk dokumentarperle om at genfinde livsgnisten.