En flok gamle fiskere overraskede Noah Umur Kanber: »De kaldte mig en kvinde. They got the memo«

Noah Umur Kanber har ved at gøre sig selv til et værk etableret sig som en af landets mest lovende kunstnere. Nu står hun over for sit folkelige gennembrud i 'Kunstnerkolonien' på DR, der udkommer kort tid efter en af de største omvæltninger i hendes eget liv.
En flok gamle fiskere overraskede Noah Umur Kanber:  »De kaldte mig en kvinde. They got the memo«
Noah Umur Kanber. (Foto: Privat)

INTERVIEW. Midt i billedkunstner Noah Umur Kanbers atelier står hendes gravsten. Det har den gjort, siden hun i foråret holdt sin egen begravelse med flere års forsinkelse.

Stenen er glaseret blå og har en buet top. Tre keramiske sommerfugle omkranser hendes navn. Forneden ligger en bunke smeltede ansigter. Det er ikke helt til at tyde, om de griner eller græder. Deres munde står åbne åbne, som om de skal til at fortælle noget, som de ligger der og spejder op mod dødsdatoen på stenen.

28.12.2007, står der.

»Det var det år, jeg skiftede navn til Noah Umur Kanber og begyndte min transition. Så jeg tog Kanber, det er fra min mor, og Noah, det er fra Noahs Ark, som er jordens frelser«, siger hun.

Det er en mild efterårsdag på Peder Skrams Gade, hvor studerende fra Det
Kongelige Danske Kunstakademi som Noah Umur Kanber har atelier. Hun sidder i hjørnet af det store loftslokale og flytter lidt hektisk på sig. Noget med at puden kan genere, hvis den sidder skævt, fortæller hun mig.

Noah Umur Kanber er med andre ord helt levende, som hun sidder der med
udsigten til sin gravsten.

‘Farvel til Umur’. (Foto: Isabella Maria Hale)

For bachelorprojektet ’Farvel til Umur’ er selvfølgelig kun et performanceværk. Hendes død var en optræden, ligesom når hun har indtaget karakterer som Museumsvagten eller Servicehunden.

Noah Umur Kanber er blevet kaldt et af dansk kunsts nye store håb. På gulvet og væggene står og hænger et utal af hendes værker, der har været udstillet på blandt andet Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal og flere internationale gallerier. Måske nogle også har spist under et af hendes eventyrlige væsner på den københavnske grøntsagsbistro Baka d’ Busk.

Med en praksis bygget op omkring sit eget liv har hun gjort sig selv til sin egen muse.

»Jeg er mit eget levende værk«, siger hun og smiler.

I dag kalder Noah Umur Kanber sig selv for en storyteller og inddeler sin kunst i kapitler, der afspejler hendes historie. Også de svære dele.

»Jeg vil nærmest på en eller anden måde gerne hylde dem«, siger hun.

For efter at have brugt en barndom på at blive fortalt, hvem hun er, har kunsten givet hende muligheden for selv at bestemme, hvordan det næste kapitel skal se ud.

På arbejdsbordet i atelieret ligger et par solbriller, som hun tager på, når hun optræder som sit alias Maj Mokaj, der blandt andet er værtinde til bankoaftener rundt omkring i byen. En karakter hun fandt på for sjov, men endte med at blive det første skridt på vejen mod hendes transition.

»Det var et sted, jeg kunne eksperimentere og give mig selv lov«, siger hun.

Noah Umur Kanber. (Foto: Privat)

Hun bevæger sig lidt i den bløde kontorstol igen. Det er vigtigt, at hun ikke sidder for længe på samme måde. Hun skal skåne de stadigt helende sår fra operationen i sommer, der markerer et nyt sted i hendes historie. Et point of no return.

Ved siden af hende ligger et adgangskort til atelieret, der vidner om forandringen. For selv om navnet på kortet er det samme, ser Noah Umur Kanber anderledes ud på billedet.

»Det er stadig mig«, siger hun.

»Der er bare ikke mig nu«.

For Noah Umur Kanber er både som kunstner og menneske på vej mod det, hun selv kalder en lysere fremtid.

Vil du være en mælkebøtte?

Med glitrende øjenlåg, lette grin og en selvsikker gang i høje kilehælestøvler, ligner Noah Umur Kanber ikke umiddelbart et menneske, der er ved at hele.

Men det er hun. Helt bogstaveligt.

I august rejste hun til Spanien og fik udført en række kønsmodificerende operationer, som hun i årevis havde sparet op til. Blandt andet ved at sælge ud af sine værker på Instagram.

Her kunne man eksempelvis købe en lille keramisk monsterfigur og vide, at den i praksis betalte for en hotelseng og noget af al den medicin, der skulle til for at udholde de indgreb, der er årsagen til, at hun i dag sidder lidt rastløst på kontorstolen.

Og selv om Noah Umur Kanber er et godt sted nu, var det hele ved at gå helt galt.

Ikke kun fordi alting kostede meget mere, end hun havde regnet med. Efter flere komplikationer, endte hun også på Rigshospitalet hjemme i Danmark med en krop, der føltes som nogle af de monstrøse kunstværker, hun ugerne forinden havde solgt ud af. Implantaterne i hendes krop ville ud og blev afstødt. Og så var der sting, der ikke ville holde sammen på hende.

Sygesengen stoppede hende dog ikke fra at hive fat i mobilen og lægge en selfie op på Instagram, som hun plejer. Men hendes krop dækket af slanger og malet med kobbergul hospitalsmaling var for meget for nogle. En del af følgerne forsvandt.

Noah Umur Kanber folder armene sammen, læner sig lidt tilbage og smiler.

»Det er interessant, når noget bliver for personligt for folk«, siger hun.

Selv om det på mange måder har kostet dyrt for hende at blive en kvinde, er hun ikke bange for det arvæv, der både fysisk og psykisk følger med.

Faktisk orker hun ikke at forholde sig til det ubehagelige.

»Jeg har haft det rigtig dårligt igennem hele min opvækst, så hvorfor skulle jeg sidde og bruge tid på det en gang til«, siger hun og tøver kort.

»Nu er jeg mælkebøttebarnet, der vinder«.

Noah Umur Kanber efter operationerne i Madrid. (Foto: Privat)

Og når hun som i sommer deler ud af sig selv på sine sociale medier, er det kun for hende selv. Men hun håber også, at hun kan blive talerør for andre mennesker i lignende situationer.

»Når jeg deler ting, taler jeg også til dem«, siger hun.

Jeg spørger, om det er det, hun mener med den lysere fremtid. Om det skal være hendes endelige historie at være ’Mælkebøttebarnet Noah’.

For med en opvækst i Aarhus præget af vold, overgreb og anbringelser uden for hjemmet har Noah Umur Kanber om nogen formået at slå sprækker i en barndom, der hele tiden truede med at mure hende inde.

Men hun er ligeglad med, hvad man kalder hende.

Faktisk forstod hun heller ikke, at en mælkebøtte var andet end noget ukrudt på fortovet. Men da hun opdagede symbolikken bag den lille gule blomst, så hun alligevel noget.

»At den var stærk«, siger hun og smiler.

Hun har overvundet sin barndom og er blevet den kvinde, hun altid har været. Spørgsmålet er, hvor det efterlader hende som kunstner.

Krejler og keramiker

De fleste er vant til kun at se sig selv i et spejl.

Men i Noah Umur Kanbers atelier kan hun se sig selv overalt. I masker,
afstøbninger og selvportrætter i bronze. Det er svært at finde et værk, hvor hun ikke er med. Og det har altid været udgangspunktet.

Det var også sådan, hun kom ind på Kunstakademiet i 2021.

Med røde, gule, blå cylindriske tårne af sammensatte drikkeglas og aflagte
krystalvaser havde kun skabt en kollektion af historiske søjler. Glasskulpturerne var et forsøg på at forene hendes tyrkiske baggrund og mødet med den danske kultur.

»Min mor var på bistand og havde mange problemer. Krystalglasset var en
udsmykning i vores barndomshjem, som alle skulle drikke af. Men når jeg besøgte mine danske venner, stod krystalglassene pludseligt låst væk i et kabinetskab, nærmest som om de var hellige«.

I et kort øjeblik var Noah Umur Kanber også helt sikker på, at hun skulle være glaspuster. Men hun kender dog sig selv godt nok til at vide, at det ville blive en dødssejler.

»Jeg er for klumpet og uopmærksom på ting«, siger hun.

Hun var alligevel også blevet forelsket i en anden. Nemlig keramikken.

Med leret har hun fået adgang til noget, hun ikke havde før.

»Alle de tanker, jeg har, kan jeg skabe med leret«, siger hun.

Midt i rummet står en af hendes nyeste stentøjsskulpturer. Den er massiv og
iøjnefaldende, plastret til med vrælende ansigter. Vilkårlige steder stikker lange tentakler ud, og på dem hænger gabende fisk. De ser døde ud, selv om en af dem har et øje på klem.

Hele figuren er glaseret i lyse pastelfarver.

Det med fiskene er noget nyt, fortæller hun. Hun har lavet dem, fordi hun er med i den kommende sæson af ‘Kunstnerkolonien’ på DR, som sendes i december. Et tv-program, der samler en håndfuld af landets mest aktuelle samtidskunstnere og inviterer dem til at skabe kontekstbestemte værker et sted i Danmark.

‘De Tapre Fiskere’. (Foto: Noah Umur Kanber)

Noah Umur Kanbers medvirken i programmet bliver ikke kun hendes folkelige debut. Det er første gang, hun har skullet skabe noget, der ikke handler om hende selv.

»Jeg skulle tappe ind i en fiskerihistorie, en andens erfaring. Mennesker jeg normalt nok have også ville dømme ude«, siger hun.

Så holder hun en kort pause, som om hun samler ind til noget.

»For eksempel den lidt ældre, hvide mand, som garanteret ikke ville vide, hvad en transperson er«, siger hun så.

Som en transkvinde er det en standardindstilling at skulle have paraderne oppe, fortæller hun.

Jeg spørger, hvordan de så var. Fiskerne.

»Jamen, de var bare så søde«, siger hun.

»De kaldte mig en kvinde. They got the memo«.

»Det er dig, der siger, det er uhyggeligt«

Generelt vil Noah Umur Kanber i dag gerne det forudindtagede til livs som kunstner, siger hun.

Faktisk er hendes arbejde en insisteren på at genbesøge fordommene, hun voksede op med, og vende dem på vrangen. For med sine monstrøse skulpturer vil hun gerne minde folk om, at det uhyggelige er noget, vi selv skaber og ikke behøver at være bange for.

Det er også derfor, hun afbryder mig, da jeg på et tidspunkt påpeger, at nogle keramiske sommerfugle med hugtænder bag hende ser skræmmende ud.

For sommerfuglenes ivrige arme griber ikke nødvendigvis ud efter nogen, forklarer Noah Umur Kanber. De griber bare ud efter noget.

»Det er dig, der siger, det er uhyggeligt«, siger hun og smiler.

Med sin kunst vil hun ikke skabe ny historie. Men hun vil have os til at spekulere på historien. Hun kan ikke huske det danske ord for det, men det handler om at »rearrange« perspektiverne, forklarer hun. Også når det kommer til queerness og transkønnethed.

»Det har altid eksisteret. Vi har bare lært, at det er forbudt«, siger hun.

»Så på den måde bliver man jo ret tidligt set på som et monster«.

Hun flytter sig lidt til siden mere ned i stolen og læner albuen på armlænet.

Noah Umur Kanber er lidt en slags moderne Frankenstein. Hun kigger på de ting, vi kender, og så sammensætter hun dem på sin egen måde, så man er nødt til at kigge på dem med et andet blik. Og så begraver hun det, hun ikke kan bruge til noget mere.

I atelieret kan hun endda tælle sig selv med på listen over de ting, hun selv har skabt.

‘Museumsvagten’. Noah Umur Kanber til højre iført maske. Kunstner Apolonia Sokol i hvidt. (Foto: The Pill, Amber Ti)

Der er pludselig blevet lidt mørkere på det hvide loft, og kunstværkerne kaster skygger. Noah Umur Kanber skal ned i kælderen og hente de sidste af nogle mønter, hun er ved at 3D-printe. Hun skal nemlig til Paris næste uge og lave en performance i forbindelse med en soloudstilling af kunsterveninden Apolonia Sokol under Art Basel.

Hun skal optræde som Museumsvagten, der vogter Apolonia Sokols alterværk ‘Transsupport’. Her kan udstillingsgæster kaste små plastikpoletter med smileyansigter på kunstneren og prøve lykken.

På den måde giver hun også dem muligheden for at ønske sig en lysere fremtid.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af