Michael Fassbender gik oprindeligt efter berømt skurkerolle i ’Inglourious Basterds’

Michael Fassbender gik oprindeligt efter berømt skurkerolle i ’Inglourious Basterds’
'Inglourious Basterds'. (Foto: Universal Pictures)

I Quentin Tarantinos berømte ’Inglourious Basterds’ om en gruppe soldater, der sætter sig for at myrde nazi-ledere under Anden Verdenskrig, spillede Michael Fassbender britiske Archie Hicox.

Men den tysk-irske skuespiller havde faktisk udset sig rollen som nazi-lederen Hans Landa, da han gik til audition på filmen. Det fortæller Fassbender i et interview med Business Insider.

»Oprindeligt ville jeg være Landa! Jeg havde forberedt omkring 27 timers Landa«, fortæller skuespilleren, og fortsætter: »Jeg var i gang med at optage ’Fish Tank’ (Andrea Arnolds drama fra 2009, red.) på det tidspunkt, og min agent sagde, ’de vil gerne have, du også kigger på Hicox’. Og jeg var sådan: ’Jeg kommer ikke til at have tid til at lave begge’«.

Da Fassbender så kom til audition i Berlin, var løbet allerede kørt. »Jeg kom ind i rummet og Tarantino sagde: ’Okay, lad os tage et kig på Hicox’. Jeg sagde: ’Tror du, jeg kan læse til Landa?’. Og han var sådan: ’Jeg castede Landa i tirsdags’. Jeg var sådan: ’Okay, lad os læse Hicox…’«, genkalder den 47-årige skuespiller.

Rollen som Hans Landa gik som bekendt til tysk-østrigske Christoph Waltz, som endte med at vinde en Oscar for bedste mandlige birolle.

Efter en »surrealistisk« audition, hvor Tarantino læste de andre karakterers linjer, troede Fassbender, at han havde misset sin chance. »Jeg ringede til mine forældre med det samme, efter jeg kom ud, og jeg var sådan: ’jeg ødelagde det. Jeg kludrede i det’«.

Fassbender kunne dog ånde lettet op, for han endte med at lande rollen som Hicox, der i en af filmens mest berømte scener famøst afslører sit dække ved at række de tre forkerte fingre op, da han beder om en runde på en bar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af