Chris Evans vender tilbage til Marvel-universet i ny ‘Avengers’-film

Chris Evans vender tilbage til Marvel-universet i ny ‘Avengers’-film
Chris Evans i 'Avengers: Infinity War'. (Foto: PR)

I sommer annoncerede Marvel, at Robert Downey Jr., der som bekendt tidligere har spillet Tony Stark alias Iron Man, vender tilbage til superhelteuniverset i den næste ‘Avengers’-film som skurken Victor Von Doom, også kendt som Doctor Doom.

Han får selskab af et uventet, velkendt ansigt. Ifølge Deadline gør Chris Evans nemlig også Marvel-comeback i den kommende film, der bærer titlen ‘Avengers: Doomsday’.

Det vides endnu ikke, om Evans igen medvirker som Captain America med det borgerlige navn Steve Rogers, eller om han skal spille en anden karakter. Ifølge Deadlines anonyme kilder er Anthony Mackies Sam Wilson, den nye Captain America, også med i storfilmen.

Evans’ sidste optræden som Captain America var i ‘Avengers: Endgame’ fra 2019. Han medvirkede desuden i årets store Marvel-succes ‘Deadpool & Wolverine’ i en mindre cameo som Johnny Storm fra 00’ernes ‘Fantastic Four’-film, der udkom før MCU-dagene.

‘Avengers: Doomsday’ instrueres af Anthony og Joe Russo, som stod bag ‘Captain America: Civil War’, Avengers: Infinity Wars’ og ‘Avengers: Endgame’. Længere ude i fremtiden tager brødreduoen sig også af instruktørtjansen på endnu en Marvel-storfilm, ‘Avengers: Secret Wars’.

De to nye ‘Avengers’-film får premiere med et års mellemrum, henholdsvis 1. maj 2026 og 7. maj 2027.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af