R.E.M. – tilbage til toppen

Lige fra begyndelsen lignede det lidt af en katastrofe. At R.E.M., snart 15 år efter deres kommercielle storhedsperiode toppede, nu ville spille på de største arenaer i de største byer, virkede som et pinligt fejlskøn fra både deres og arrangørernes side. Ville de trofaste fans ende med at stå og kigge forlegent ned i fadøllen, mens lyden af et forundret og fortabt orkester rungede rundt i et halvtomt nationalstadioen? Eller ville bandet, der gang på gang er blevet dømt ude af kritikere og kloge hoveder, kunne sælge 30.000 billetter udelukkende på deres glatte ansigter og en håndfuld aldrende hits?

Man skulle umiddelbart ikke tro det, men jo sgu! Flere af R.E.M.’s koncerter på denne turné er ellers blevet degraderet til mindre spillesteder. Billetsalget har svigtet, og de seneste udgivelser har ikke fået folk ind i folden, selvom de har været uendeligt langt bedre end deres rygte. Men lige netop i København lykkedes det for Michael Stipe, Mike Mills og den konstant rejehoppende Peter Buck at få fyldt hele bulen til det, der skulle blive den bedste stadionkoncert, den gamle idrætspark længe har lagt betonvægge til.

For R.E.M. er det efterhånden knald eller fald, hver eneste gang de stikker næsen frem, og hvis du vil spille hele Parken op, så skal den eddermaneme trykkes af. Det gjorde R.E.M. til hæsblæsende perfektion lørdag aften. Også selvom vi dermed blev snydt for ‘Everybody Hurts’.

Fra album- og koncertåbneren ‘Living Well Is the Best Revenge’ og ‘Bad Day’ til ‘What’s the Frequency Kenneth?’, ‘Losing My Religion’ og fan-favoritten ‘Fall on Me’ viste Michael Stipe og hans drenge, at de meget vel efterhånden kan være yesterday’s news, men at ingen andre kan levere en stadionkoncert med så skarp milimeterpræcision, uhøjtidelighed og elektrisk rabalder som R.E.M. Især de gamle fans – dem, der kender hver en furre i Michael Stipes ansigt – fik al mulighed for at hive efter vejret under de uventede sjældenheder som ‘Ignoreland’, ‘Country Feedback’ og Kurt Cobain-hyldesten ‘Let Me in’. Fuld valuta for pengene til både fans og folkeligheden.

Det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før R.E.M. siger stop og ikke gider mere. Pladerne, hvor fantastiske de end er, sælger ikke længere sig selv, og selv den evigt unge Michael Stipe synes at ældes mere og mere med årene. Men når den dag kommer, burde 30.000 danskere huske tilbage på den septemberaften, hvor R.E.M. var verdens bedste band. Femten år efter deres storhedstid.