DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Forestil dig den ultimative spansk film. Altså den lidt karikerede idé om Spanien på film.
Tung sensualitet, stærke machoattituder og Penélope Cruz og Javier Bardem, der har hed sex i det fri midt i solnedgangen.
Den film eksisterer. Den hedder ‘Jamón Jamón’ – med den lidt fattige danske titel ‘Spis mig’.
Filmen fra 1992 er på overfladen et karikeret postkort fra et Spanien af kåde kvinder og mænd. Men det er ikke instruktørens Bigas Lunas kærlighedserklæring til sit hjemland. Langt fra. Det er en fortælling om en nations forvirrede og forfaldne nosser.
At skulle beskrive handlingen i ‘Jamón Jamón’ er som at kortlægge, hvordan karakterer i en pornofilm knalder på kryds og tværs. For det er grundlæggende filmens struktur tilsat en stor portion melodrama med tragisk bismag som Shakespeare dyppet i svinefedt.
Men nuvel. I en lille spansk ørkenlandsby i regionen Aragonien følger vi den unge fabriksarbejder Silvia (en purung Penélope Cruz på 17 år), som bliver gravid og nu vil giftes med den infantile og lettere uduelige rigmandssøn José Luis (Jordi Mollà), hvis forældre driver en populær undertøjsvirksomhed til mænd i byen.
Det er gennem en casting til en undertøjsreklame, at José Luis’ dominerende mor Conchita (Stefania Sandrelli) finder den flotte Raúl (Javier Bardem), som udover at være velpolstret arbejder på en lokal skinkefabrik også ynder at sammenligne smagen af bryster med skinke og tortilla. Den perfekte profil til at forføre Silvia og få sønnen på andre tanker.
Tilføjer man til ligningen, at Silvias mor arbejder på et bordel, som José Luis (og hans far) hyppigt frekventerer, og at Conchita også tænder hårdt på Ráuls dyriskhed, så har man nogenlunde optegnelserne til de intriger, der udspiller sig igennem filmens små 95 minutter.
Brud med et konservativt Spanien
Men det fascinerende ved ‘Jamón Jamón’ er ikke så meget dens bevidste teatralskhed og soapede plot som dens ublu og stærkt symbolladede skildring af kønsroller og sex i Spanien.
For bedre at forstå, hvad Bigas Lunas sætter sig for med dette første led i det, der skulle blive hans »iberiske trilogi«, hjælper det med en smule kontekst.
Som nation har Spanien siden overgangen til demokrati i 1978 gennemlevet en økonomisk vækst og kulturel modernisering. 1992 skal være en midlertidig kulmination som jubilæumsår for Columbus’ opdagelse af Amerika, verdensudstillingen i Sevilla og Barcelona som hjemby for De Olympiske Lege.
På filmscenen har spansk kultur gennemgået en lettere forsinket ungdomsrevolution og løsnet sine stramme konservative lænker i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Bevægelsen har især kredset omkring det madrilenske kunstmiljø, bedre kendt som ‘La Movida’, som ikke mindst en vis Pedro Almodóvar udspringer af.
Catalanske Bigas Lunas kommer ikke direkte ud af denne bølge, men har alligevel budt ind i udviklingen af spansk film med en række lowbudget-gysere, ikke mindst den stærkt surreelle seriemorderfilm ‘Angustia’ fra 1987.
På overfladen fremstår ‘Jamón Jamón’ og de to andre af Lunas film i trilogien, ‘Huevos de Oro’ og ‘La Teta y La Luna’, mere mainstream, mere stuerene. Men intet kunne være mere forkert.
Når et svin ikke bare er et svin
At Bigas Luna er fræk og pænt fucking ligeglad, finder man blandt andet ud af, når man ser på hans leg med sprog.
Gennem filmen bliver Silvia ofte refereret til som Jamóna, hvilket – udover at skele til hendes to strittende ”skinker”, som Raúl godt kan lide at tilsmage – er traditionel slang for en lækker kvinde. Tilsvarende bliver Raúl omtalt som guarro, hvilket betyder svin, men i slang forstås som en rigtig liderbuks. Med andre ord er det dybt karikerede figurer over spanske kønsroller.
Bedre bliver det ikke, hvis man ser rulleteksterne og læser, at Silvia blot omtales som ”la hija de puta”, altså ”luderdatteren”.
Det er dog ikke blot en drenget leg med ord. Det er stereotyper over spanskhed i en kulturel brydningstid. Et opgør med en traditionel maskulinitetsforståelse versus kvinder, der tager skæbnen i egen hånd med dominans og klart begær – men som i sidste end stadig er fanget i illusionen om den heroiske mand. Manden med de store tyrenosser.
Tyren som symbol på den spanske virilitet er gennemgående i filmen, ikke mindst i de såkaldte Toro de Osborne. Det er en række store billboards placeret rundt på de spanske veje, som forestiller en i imposant tyresilhuet. Det var oprindeligt designet til en brandyreklame, men er med tiden blevet et nationalsymbol.
I filmen får en af disse tyre en ikke ubetydelig rolle, da José Luis banker dens testikler af – for efterfølgende at blive “udfyldt” af Raúl og Silvia i den passionerede sexscene i solnedgangen.
Død over machoen
‘Jamón Jamón’ er ikke socialrealisme. Det er buñuelsk begærs- og samfundssatire skabt af en mindre classy instruktør. Det er en erigeret filmoplevelse drevet af opadstræbende machomænd. Og ingen har big dick energy som en ung Javier Bardem.
En af de første indstillinger i ‘Jamón Jamón’ er et close-up af Javier Bardems ædlere dele i et par stramme shorts. Alene i det billede ligger kimen til det, som Bigas Lunas undersøger og satirisk udstiller i filmen:
Den ultravirile og temperamentsfulde spanske mand, der leger med tyre splitternøgen og nedlægger alt, hvad han kan komme i nærheden af.
Med sin rå ungdommelige potens og kraftfulde kropslighed bliver den unge Bardem i både ‘Jamón Jamón’ og efterfølgeren ‘Huevos de Oro’ inkarnationen på det traditionelle spanske mandebillede. Inkarnationen af dét, man i den spansksprogede verden definerer som machismo.
Det er et maskulinitetsideal, som med moderniseringen er under afvikling, men som er fast forankret i kulturen og ikke lige til at fjerne. Medmindre det fjerner sig selv.
Det er denne (selv)destruktivitet, som udspiller sig i begge Bigas Lunas’ film med Bardem i hovedrollen. I den endnu mere fallosfabulerende ‘Huevos de Oro’ er det en ung mands drøm om at kneppe sig til tops og bygge den højeste bygning, som lider et knæk i mere end én henseende.
I ‘Jamón Jamón’ sker det ved de mange forviklinger, som til slut ender i en ikonisk scene mellem Raúl og den rådvilde José Luis.
I en gengivelse af det klassiske Goya-maleri ‘Duelo a garratazos’ kæmper de to forskellige macho-symboler en drabelig kamp, hvor de i stedet for stave som på maleriet kæmper med store skinker. Nationalidentitet med et postmoderne twist og et vidnesbyrd om, hvor absurd og bedaget dette billede af maskulinitet er blevet i Bigas Lunas’ (og de fleste af vores andres) øjne.
I dag huskes ‘Jamón Jamón’ måske mest som øjeblikket, hvor spansk films royale filmpar Penélope Cruz og Javier Bardem mødte hinanden for første gang.
Men den bør også have sin merit som postkortet, der for alvor udstillede idealet om den spanske machomand.
‘Jamón Jamón’ kan ses på streamingtjenesten FlixOlé.