De er gysets nye prinser

Horrorgenrens nye højenergiske brødrepar begyndte med hjemmelavede wrestling-videoer og ren kaosenergi på YouTube. De brød bredt igennem med A24’s største horrorsucces nogensinde, ’Talk to Me’, og trods Hollywoods fristelser fortsætter de med at følge deres helt egne regler. Nu er de australske tvillinger Michael og Danny Philippou klar med deres ventede opfølger: ’Bring Her Back’.
De er gysets nye prinser
'Bring Her Back'. (Foto: Sony)

Wachowski-søstrene, Russo-brødrene, Duffer-brødrene, Coen-brødrene, Safdie-brødrene og Marx-brødrene.

Filmhistoriens mange søskendepar har på hver deres måde sat deres præg på mediets udvikling, fra læderbeklædt platonistisk sci-fi og Marvel-milliarder til 80’er-nostalgi og ét tæppe, der virkelig bandt rummet sammen.

To australske vildbasser er de nyeste medlemmer af den eksklusive søskendeflok: Philippou-brødrene, instruktørerne bag hittet ’Talk to Me’ og den snart biografaktuelle ’Bring Her Back’. De kommer ikke med fine filmuddannelser eller Hollywood-opdragelse, men med lysstofrør i hånden, blod i ansigtet og et kamera, der aldrig stopper med at filme.

Michael og Danny Philippou er født i 1992 og formet i solstegte baghaver i Adelaide. De har ingen formel filmuddannelse fra filmskoler eller universiteter, men er autodidakte filmskabere, der har lært håndværket gennem egne projekter og praktisk erfaring. YouTube var i praksis deres filmskole.

De enæggede tvillinger begyndte at filme hinanden allerede som børn, hvor de byggede wrestling-ringe, lavede stunts, slog hinanden med lysstofrør, kastede sig gennem møbler og ned ad bakker – og overlevede med blå mærker og rifter. »Vi var bare besatte af at skabe ting«, som de har udtalt.

Konsekvenserne var til at tage og føle på: »Børn kom på hospitalet. Vi blødte«.

Danny og Michael var andre børns drømmelegekammerater – og forældrenes mareridt.

Looney Tunes med hjerneskader

Allerede som teenagere eksploderede brødrene på YouTube med kanalen RackaRacka, som bedst kan beskrives som ’Crocodile Dundee’ møder ’Evil Dead’ med et skud ’Looney Tunes’ og australsk hjerneskadet humor: en anarkistisk eksplosion af DIY-effekter, vold, jokes og genreparodier, hvor man aldrig vidste, om man skulle grine, gemme sig eller klappe.

De blandede tidens YouTube-æstetik med B-films-slock i videoer som Ronald McDonald Chicken Store Massacre, hvor en blodtørstig Ronald McDonald går amok med kunstig blod og kaos. De gentænkte fanservice-scenarier med voldelige mashups som Marvel vs DC og Halo vs Call of Duty og kastede sig senere selv ind i scener med pornostjernen Riley Reid, som om YouTube var deres egen private legeplads.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Videoer som ’Harry Potter vs Star Wars’ ramte syv millioner visninger på en uge og gjorde dem til pionerer i det vilde vesten, som YouTube var i 2010’erne.

De underholdt millioner med praktiske effekter, selvironi og rendyrket galskab. Det var voldeligt, morsomt og umuligt at regne ud, hvad fanden der foregik. Det eneste, det handlede om, var at få skud i kassen.

»Jeg væltede og rullede ned ad et bjerg i en traktor. Og folk kom over var sådan: Er du ok? Og i mit hoved var jeg sådan: ’Nå, skete der noget? Jeg har det fint! Det er fantastisk!« har Michael fortalt til Screen Slate.

Kaossets magi

Philippou-brødrene er australiere med den særlige oceanske cocktail: fandenivolskhed og laidback surfer-attitude. På samme tid ustyrlige, højenergiske og grænsesøgende og med en iboende »I don’t give a fuck«-ro over sig. Golden retriever-energi blandet med selvtillid og et skarpt intellekt, der konstant lurer under det halsbrækkende kaos.

Som hvis Mad Max fik to småbrødre med ADHD og YouTube-adgang.

Men ud af kaosenergien og de skarpe hoveder voksede kreative ambitioner. Og måske derfor valgte de at sige farvel til likes og thumbnails og satse alt på film.

I 2014 arbejdede de bag kulisserne på den australske gyser ’The Babadook’, og i 2023 kom så deres spillefilmdebut med ’Talk to Me’.

Filmen blev en af årets mest uventede succeser: Lavet for blot 4,5 millioner dollars eksploderede den på Sundance og udløste straks en budkrig blandt distributører. A24 – gysets hipsterhøjborg og hjem for moderne klassikere som ’Hereditary’ og ’The Witch’ – vandt rettighederne og så filmen indtjene næsten 100 millioner dollars globalt, A24’s største horrorsucces nogensinde.

‘Talk to Me’. (Foto: Scanbox)

Men vigtigst af alt viste ’Talk to Me’, hvordan Philippou-brødrene arbejder.

Deres metode er lige dele filmnørderi, intuition og fuld knald på kaos. Under optagelserne til en central montagescene ville de skyde 50 setups på én dag, hvilket deres assisterende instruktør kaldte »matematisk umuligt«. Brødrenes svar: »We need to shoot this Racka-style.«

De overtog settet i et par timer, skruede musikken op, råbte ordrer og filmede med to kameraer i et tempo, hvor ingen andre kunne følge med.

»Det var, som om en bombe ramte optagelserne«, har Danny fortalt til Esquire.

Da scenen var i kassen, blev de trukket til side af en producent: »Det her er ikke sådan, man kører settet på en spillefilm«. Brødrene undskyldte – men som Danny selv siger:

»Der er en vis magi i det kaos. Og jeg tror, man kan føle den energi gennem skærmen«.

Med mesterskuespiller på dørklokke-prank

’Talk to Me’ var ikke bare et gennembrud. Det var et kompromisløst filmsprog sparket direkte ind i en branche, der i dag er vant til pæne linjer og kontrollerede processer.

Siden succesen med ’Talk to Me’ har Philippou-brødrene haft møder med alt fra Marvel til etablerede selskaber som Legendary Entertainment. De var kortvarigt tilknyttet en ’Street Fighter’-filmatisering for Legendary, hvor de nåede at planlægge kampsekvenser og location-scouting i Thailand, før de sprang fra, da det kolliderede med optagelserne til deres eget projekt.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De valgte at blive i Adelaide, fordi de ville bygge deres eget filmimperium på egne præmisser.

»Vi ville holde os til vores vision og gøre det på vores måde. Vi var nødt til ikke at give efter for forudindtagede følelser omkring, hvad vi skulle bagefter, eller hvad der skulle komme«, forklarer Michael til Esquire.

Den tilgang er kulmineret i ’Bring Her Back’, der følger to forældreløse børn i pleje hos en okkult-besat værge, spillet af Oscar-nominerede Sally Hawkins, som overraskede mange ved at sige ja til samarbejdet.

Sally Hawkins havde rent faktisk set deres videoer, og på settet klikkede de med det samme.

På et tidspunkt forberedte de en sekvens, hvor karaktererne skulle ding-dong-ditche naboerne, altså ringe på og stikke af. Sekvensen blev senere klippet ud, men for at komme i stemning gik Philippou-brødrene og Sally Hawkins rent faktisk ud og prankede nogle naboer sammen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En britisk mesterskuespiller på husprank med to australske YouTube-gutter. Kun hos Philippou.

Uden for lærredet er brødrene tilsynelande stadig alt det, de var, før nogen begyndte at lægge mærke til dem: fandenivoldske, ustyrlige og filmnørdede til benet.

De bor stadig sammen. Og de laver stadig Racka-videoer, når det kribler i kroppen for at kreere skæve, skrigende og skamløse klip, hvor de kaster sig hovedkulds ind i alt, der larmer, vælter og eksploderer i blod.

De ved præcis, hvad de laver, og de gør det med fart, skævhed og et blik, der vender sig væk fra industriens forventninger og ind mod deres egne impulser.

’Bring Her Back’ har biografpremiere 31. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af