Lucinda Williams – rejekællingens kluntede bluesorgie

Lucinda Williams synger som en livstræt gadebums, men hædrende omtale af den 54-årige sangerindes seneste album, ‘West’, havde gjort sit til at gøre hendes første koncert herhjemme til lidt af et tilløbsstykke. Desuden er det nu svært ikke at lade sig betage af den så hårdt prøvede rejekælling og hendes velsignede sans for at levere det uforskønnede, indsigtsfulde og ægte portræt af en verden, der af og til er lige så skinger som den vokal, hun pakker det hele ind i.

Det startede godt med et par afdæmpede countrysange, og selv om lydmanden var længe om at få rettet op på den fæle lyd, der prægede koncertens første minutter, virkede publikum klar til en sjælefuld aften i selskab med førstedamen af Nashvilles skyggeside.

Desværre gik der ikke længe før Lucinda Williams og det medbragte orkester lod sig forfalde til den gumpetunge bonderøvsrock, vi af og til belemres med på studiepladerne. Bluesrock af den blegfede slags er i forvejen noget Fanden har skabt, og med et bagkatalog spækket med velsignet americana, er der ved Gud ikke nogen grund til at bruge adskillige dyrebare minutter på halvhjertede fortolkninger af Doors-klassikere. Især ikke, når man ikke engang kan huske teksten.

Er det en fornuftig undskyldning, at det var det første stop på Europa-turneen? Næh, for en kunstner og kvinde af Lucindas format burde under ingen omstændigheder fremstå så kejtet og nervøs som her, og havde ‘Car Wheels on a Gravel Road’ og ‘Those Three Days’ ikke trukket bare en smule af skuffelsen i land, havde det været en meget lang og larmende aften.