Vanessa Kirbys hovedkarakterer er gevaldigt i knibe i den kommende Netflix-thriller ‘Night Always Comes’, der netop har fået sin første trailer.
Her spiller hun Lynette, som risikerer alt for at betale sin families store gæld tilbage og sikre sin lillebrors fremtid. Vi ser blandt andet i traileren, at hun i desperation kaster sig ud i prostitution og ender med at stjæle sin velhavende kundes bil.
På rollelisten får Kirby selskab af blandt andre Zack Gottsagen (‘The Peanut Butter Falcon’), Jennifer Jason Leigh, Julia Fox og Randall Park.
Filmen instrueres af Benjamin Caron, som i 2021 vandt en Emmy for sit arbejde på hitserien ‘The Crown’, hvor Kirby også medvirker. Derudover har han blandt andet ‘Sherlock’ og ‘Andor’ på cv’et.
Fortællingen er baseret på Willy Vlautins 2021-roman af samme navn, filmatiseret af den relativt ukendte manusforfatter Sarah Conradt (‘Mother’s Instinct’).
Filmen lander på Netflix 15. august. Inden da er Kirby aktuel i biograferne som en del af superheltekvartetten ‘The Fantastic Four’.
