’Bonjour Tristesse’: Nyfortolkning af romanklassiker med velcastet Claes Bang er som en varm og tung sommerdøs
Det er næsten ikke til at forstå, at Luca Guadagnino ikke har filmatiseret ’Bonjour Tristesse’ (endnu).
For fortællingen om en ung kvindes spirende seksualitet under en solbeskinnet fransk sommerferie og hendes magtkampe med sin fars damebekendtskaber taler helt oplagt til den italienske arthouse-mesters sensuelle og farverige filmkunst, særligt i tilfældene ’A Bigger Splash’ og ’Call Me by Your Name’.
I stedet kaster den canadiske forfatter Durga Chew-Bose i sin instruktørdebut sig ud i en moderne fortolkning af romanklassikeren, som blev en stor international sensation ved udgivelsen i 1954, hvor forfatteren Françoise Sagan var blot 18 år gammel. Dermed går Chew-Bose frygtløst i fodsporene på Hollywood-legenden Otto Preminger, der filmatiserede ’Bonjour Tristesse’ i 1958 med Jean Seberg i hovedrollen.
Kun en enkelt smartphone, som hovedpersonen Cécile (Lily McInery) hiver frem en gang imellem, afslører, at den nye film er placeret i vores tid.
Den 17-årige studerende tilbringer sommerferien med sin far Raymond og hans unge kæreste Elsa, og de virker næsten mere som hendes venner end hendes (pap)forældre.
Vores danske koryfæ Claes Bang er med sin beherskede britiske accent velcastet som en privilegeret mand, der er blind for de signaler, som omverdenen, ikke mindst kvinderne i hans liv, sender.
En mere bestemt, kantet og krævende voksen ankommer imidlertid til sommerresidensen. Modedesigneren Anne (Chloë Sevigny), gammel ven af Céciles afdøde mor og Raymond, ændrer den selskabelige stemning med klare holdninger til det meste – og opdragende kommentarer til den halvdvaske teenager.
Det finder Cécile sig ikke i. Hun udtænker en plan, der skal få Anne ud af hendes liv igen.
Visuelt kan instruktørdebutanten Chew-Bose og filmfotograf Maximilian Pittner sagtens følge med både Preminger og Guadagnino. Det store hav, de rødbrune klipper, den skyfri himmel og de frodige træer præsenteres i smukke, postkort-værdige indstillinger i klare farver. Filmen er virkelig en fryd for øjet, og et dvælende fortælletempo giver meget passende rig mulighed for at tage alle sanseindtrykkene ind.
Den langsomme spændingsopbygning skyldes desuden, at Chew-Bose, der også står bag manuskriptet, er mere interesseret i skabe komplekse karakter end i at skabe stor fremdrift.
Sammenligner man igen med Premingers 50’er-film, er Claes Bangs farkarakter mere intellektuelt observant og mindre, ja, liderlig. Talentet Lily McInerys udgave af Cécile er også mere melankolsk og vægelsindet end Jean Sebergs frembrusende og ligefremme hovedperson. Annes forbindelse til Céciles afdøde mor er i den nye film desuden mere fremtrædende, hvorfor man også bedre forstår hendes interesse i at påvirke datteren og påtage sig en moderlig rolle.
Det er deres relationer – og deres fælles sorg over morens død år tilbage – man som publikum skal holde øje med. For karaktererne viser hele tiden små tegn og gestiske ledetråde på deres skiftende humør og følelser, når de betragter hinanden.
Observationerne og de behagelige sanseindtryk er dog ikke helt nok til at holde gejsten oppe gennem filmens spilletid, som føles længere end sine 110 minutter på grund af det døsige fortælletempo.
Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at Guadagnino nok ville have iscenesat en noget mere chokerende finale med et større stemningsskift a la ’A Bigger Splash’ og ’Queer’, end Chew-Bose i sidste ender formår.
Lykkes man imidlertid med at give sig hen til langsommeligheden, føles ’Bonjour Tristesse’ som at have en småforførende drøm, mens man ligger i en strandstol i bagende hede.
Til sidst må både publikum og Cécile vågne groggy op fra den tunge døs, da de voldsomme konsekvenser for hovedpersonens handlinger banker på.
Kort sagt:
Forfatteren Durga Chew-Boses instruktørdebuterer med en filmatisering af romanklassikeren ’Bonjour Tristesse’, der er sanselig og småforførende, men også lige lovlig langsommelig.