’Sorry, Baby’: Den bedste film om overgrebets efterdønninger jeg nogensinde har set
Man gjorde et barn fortræd. Eller … man(d) gjorde en ung kvinde fortræd.
Faktisk gjorde en anerkendt professor en ambitiøs ph.d.-studerende mere end ondt, da et mentorforløb udviklede sig til et hjerteknusende overgreb.
I know. Verden er så fuld af brutaliteter og apokalyptisk tungsind, at man næsten ikke orker at skulle overvære (endnu) en sadistisk magtmand.
Men se alligevel lige ovenstående udspille sig i Eva Victors ’Sorry, Baby’.
For ulig mange andre MeToo-fortællinger fortaber debutfilmen sig ikke i victim-blamende spørgsmål om kvindelist eller korte kjoler. Og i øvrigt er den formidable og semiselvbiografiske fortælling ikke nødvendigvis interesseret i, hvordan voldtægt ser ud, men derimod optaget af, hvad den efterfølgende gør ved sit offer.
Og måske er det aldrig blevet beskrevet bedre end af det fremadstormende stortalent, der med psykologisk tæft udfolder traumets komplekse natur og krænkelsens pro- og epilog.
I fire kapitler fordelt over fire år følger vi Agnes (spillet af Victor selv): som studerende, som underviser og som en kvinde, hvis fortid hjemsøger hende i en sådan grad at hun er blevet et spøgelse i eget hus og liv.
Denne kredsen om nærvær og fravær spejles i Lia Ouyang Ruslis stemningsgivende musik, der ikke blot gør effektfuldt brug af stilhed, men også fungerer som den perfekte ledsager til Mia Cioffi Henrys poetiske billeder.
Med en fintfølende hånd fanger fotografen hjemmestrik, faldne blade og slidte bøger, når der serveres vaskeægte autumn campus core. Men vi taler ikke gyldne ’Gilmore Girls’-vibes og pumpkin spiced latte – snarere sort kaffe og crispy melankoli a la Hammershøi, tilsat et twist af sødme og sarkasme.
For ja, grundtematikkens alvor er gennemtrængende, men Victors signaturhumor fungerer som hovedkarakterens overlevelsesstrategi og som filmens balanceskabende åndepunkt.
Faktisk er traumefortællingen virkelig sjov og rummer alt fra jokes om hotdogs og andre fallos-relaterede sager til Lucas Hedges’ pragtfulde præstation som liderlig nabo med brandvæske og store, dumme støvler.
Man griner (og fnyser og sukker) sig ligeledes igennem scener, hvor systemets uduelige bureaukratiske mappesoldater forsøger at ‘gribe’ (not) ofre for seksuelle overgreb, mens de med floskelfyldt selvsikkerhed forsikrer Agnes om, at de altså forstår hende. De er jo også, ja … kvinder.
Værsgo: et skarpt og tragikomisk portræt af pseudo-feminisme, sådan som både Lena Dunham og Phoebe Waller-Bridge kunne have malet det. Men trods nærliggende paralleller til popkulturens quirky millennial-dronninger er Victor – og ’Sorry, Baby’ – helt sin egen.
For modsat megen anden nyere kunst er den helstøbte indiedebut hverken klichéfuld eller overfortalt. Spillet sker i de små ansigtstræk, og (lidelses)sproget findes i alt det usagte – som når Agnes forveksler en random dude med sin predator i den lokale kiosk, eller når et enkelt ord åbner en portal til et kuldegysende angsthelvede.
Her viser multikunstneren, at det netop er de små specifikke situationer, der bærer de store universelle følelser – og at velskrevet hverdagsdialog snildt kan forvandles til menneskeklog lyrik. Og med denne reciteres det på rørende vis, at sindsreddende omsorg kan findes i form af en stjålen kattekilling eller en velsmurt sandwich.
Det er dog særligt i relation til bff’en Lydie (Naomi Ackie), at Agnes finder trøst. Med fremragende præstationer fra både Victor og Ackie kaster filmen sig ud i en kærkommen ode til venindeskabet, og med troværdig fysisk og følelsesmæssig intimitet skaber det nogle af filmens stærkeste scener.
Det meste er nu stærkt i ’Sorry, Baby’ – også dramaets dygtigt doserede intertekstuelle referencer:
’Lolita’ ekkoer som en frustration over, hvordan vi igennem fortællinger kan romantisere overgreb og andre moralsk anstødelige handlinger, og litterære nik til the one and only Joan Didion rammer ned i filmens sorgtematik – og i erkendelsen af, at smerte sagtens kan sameksistere med livsmod.
For selvom både tilværelsen og debuten gør ondt – og selvom ’Sorry, Baby’s ståpelsagtige slutsekvens minder os om den begrædelige sandhed, at vi alle (som i alle) skal slå os på verden – så er der også glimt af håb.
Håb for støttende hjertevarme. Håb for den nuancerede, respektfulde kunst. Og håb for, at Eva Victor er en filmskaber, vi kun lige har mødt.
Kort sagt:
’Sorry, Baby’ er ikke blot en vanvittig flot debut og rørende fortælling om (om)sorg. Det er også den bedste film om overgrebets efterdønninger og traumers komplekse natur, jeg nogensinde har set.