’Himlen over Zenica’: Dansk dokumentar om en af verdens mest forurenede byer er et vigtigt vidnesbyrd
Zenica i Bosnien-Hercegovina er blandt verdens allermest forurenede byer. På det tidspunkt, hvor dokumentaren ’Himlen over Zenica’ udspiller sig, kan kun med målinger fra Nordkorea konkurrere, hvad angår skadelig og sygdomsfremkaldende luftforurening.
Synderen er stålfabrikanten ArcelorMittal, der har åbnet en fabrik lige midt i byen med beboelseskvarterer og den lokale kirkegård som sine naboer. Fabrikken er et resultat af den udenlandske kapital, der strømmede til landet, da 90’ernes borgerkrig var slut. og kan ses som en del af fortællingen om et land, der finder fodfæste og genetablerer forbindelsen til omverdenen. ArcelorMittal er arbejdsgiver for flere tusinde borgere i området.
Men som det står klart fra første billede i ’Himlen over Zenica’, er fabrikken også et giftigt inferno. Der fyres med kokskul, og værst af alt leves der ikke op til nogen af de miljøstandarder eller filtrering af røgen, som ArcelorMittal ellers lovede, at de ville gøre.
Røgen indeholder derfor det ene giftige stof efter det andet. Eller for at citere en af filmens hovedpersoner, professoren og aktivisten Samir: »Hvad der er i røgen? Hele det periodiske system«.
I ’Himlen over Zenica’ har filmskaberne Nanna Frank Møller og Zlatko Pranjic fra 2017 til 2024 dokumenteret livet i Zenica og den politiske kamp, der opstår omkring ArcelorMittals stålværk. Samir, kvinden Edita og en række andre borgere har nemlig organiseret sig i NGO’en Eko Forum, hvor de kræver bedre kontrol med røgen. Det er en nøgtern skildring af en årelang kamp, hvor EU’s grønne initiativer viser sig fra sin værste side, og miljøkampen viser sig fra sin mest bureaukratiske.
For nok er der en meget menneskelig og personlig side af aktivisterne i Eko Forums arbejde. I begyndelsen af dokumentaren går de rundt i Zenica og taler med beboerne om deres oplevelser med røgen, og ved hver eneste dør hører de historier om kræftsygdomme.
Edita oplever det derhjemme, hvor hendes søn har diabetes. En af de lokale har kræft i halsen og benytter et lille elektronisk hjælpemiddel til at tale, som gør, at hans stemme kommer ud, som var han en computer. Med sin robotstemme fortæller han om sit sygdomsforløb, mens den enorme fabrik troner i baggrunden i et sci-fi-agtigt billede på verdens tilstand: En flydende grænse mellem teknologi og natur og ressourcerne til at opfinde løsninger på alverdens problemer uden viljen til at passe på det, der er allermest fundamentalt for at holde os i live.
Men det er også en historie om, hvor langt væk fra borgerne store beslutningsprocesser foregår, og at virksomheder og politikere gemmer sig bag teknikaliteter og grønne paroler, som gør det til én lang pege fingre-leg, når nogen skal stilles til ansvar.
En flok EU-konsulenter kommer til byen med et grønt by-initiativ og spreder budskaber om cykelnormer og brede cykelstier, mens byens borgere har svært ved at trække vejret. Takket være Samirs graverarbejde viser det sig, at der er postet millioner af EU-midler i ArcelorMittal som en del af en genopbygnings- og udviklingsindsats. Men det har konsulenterne jo ikke direkte noget at gøre med – de har faktisk slet ikke set fabrikken. Og fordi den ikke leverer data om indholdet af røgen, har de heller ikke kunne inkludere fabrikken i deres grønne planer for byen.
Det er et vigtigt vidnesbyrd om de mange indlysende selvmodsigelser i vores klima- og udviklingspolitik, når det ikke er første prioritet at sikre, at luften ikke er farlig at indånde. Men i løbet af dokumentaren får man indtrykket, at Eko Forum udvikler sig til en enmandshær, hvor Simar, siddende i sin gamerstol foran sin computer, udretter det meste af det aktivistiske arbejde ved at finde obskure formuleringer i aftaler og sende mails til klageinstanser.
Det er en pointe i sig selv, at aktivismen ikke er spændende – nogle gange er det mest effektive at bruge bureaukraternes egne våben mod dem selv. Men man mister lidt af den menneskelige vinkel, dokumentaren ellers slår an i begyndelsen. Hvordan er det at bo i en af verdens mest forurenede byer? Hvordan var livet inden fabrikken? Hvordan føles det at trække vejret?
Men Eko Forums kamp mod forurening er stadig en spændende indføring i et overset tilfælde af miljøkriminalitet og en stille, men stædig kamp imod det.
Kort sagt:
’Himlen over Zenica’ skildrer én af verdens mest forurenede byer og dens indbyggeres kamp for at få kontrol med den fabriksrøg, der gør luften farlig at indånde. En nøgtern – til tider lidt for nøgtern – skildring af den lilles kamp mod den store.